Stigmata (1999)

Der er en høj underholdningsværdi i at betragte dette udtalt patetiske religionsgys, sådan som det er flettet rundt om den overfriske festtroldepige Frankie Paige (Patricia Arquette). Ingen overdrivelse forbliver uanvendt i forsøget på at få "Stigmata" ud over stepperne, og det udvikler sig hurtigt til ynk i slowmotion.

Frisøsen Frankie lever det søde liv med venindefnidder, fester og stramrøvede mænd på skibsbriksen. Men alt dette får en brat ende, da hun helt ud af det blå rammes af svære lidelser: Hun får virtuelle megasøm hamret gennem hænderne og piskes, så blodet springer på de efterhånden ufrivilligt blottede rygstykker.

Det vækker den katolske kirkes interesse, for meget tyder på, at Frankie er ramt af såkaldte stigmata, og således påføres hun nu selvsamme lidelser, som Jesus i sin tid måtte gennemleve på korset! Det bliver den omrejsende præst Andrew Kiernan (Gabriel Byrne), der kommer på sagen, og han bliver bekræftet i alle sine teser... og samtidig lidt fristet af Frankies lillepigeudstråling, når hun lige har overskud mellem anfaldene til at flirte.

Det er alligevel sjældent, at en film er så "gennemført" grim i sin visuelle stil, som det er tilfældet med "Stigmata". Outreret latterlige visuelle effekter stykkes sammen efter et tilfældighedsprincip, der hopper og springer på virkningen af blinkende lygter og – ikke mindst – slowmotion.

Læg hertil en nærmest konstant voldtagende underlægningsmusik, der pumper, så sveden sprøjter. Skuespillet er heller ikke decideret funklende, dog lykkes det Gabriel Byrne med sin vanligt rolige tilgang til det hele at forme en troværdig præstekarakter. Når "Stigmata" som film generelt en sjælden gang er mere rolig, opnås der flere smukke stemninger i Jeffrey J. Kimballs ambitiøse fotografering.