Come to Daddy (2019)

Der er for langt mellem "hurra, hurra, den skål, den var bra"-råbene i mødet med dette sært og uelegant sammensatte gyserkomediedrama. Det, der trods alt redder de mærkværdige løjer, er æggende locations, smuk fotografering og glimt af hemmelighedsfuldt udkantstosseri.

"Come to Daddy" er helt ubalanceret i tilgangen til "blodslaskende gys" verus "bramfri familiegenkomstkomedie". Ingen af delene ejer for fem flade rigsdaler tæft, og i langt størstedelen af filmen modarbejder elementerne hinanden. Men der er alligevel "gods og guld", som det er værd at sidde filmen igennem for: Udnyttelsen af den primære smukke location og de (aften)stemninger, den kaster af sig, giver filmen yderst tiltrængte pusterum. Også selvom underlægningsmusikken er nærmest ætsende overanvendt filmen igennem.

Norval Greenwood (Elijah Wood) har modtaget et brev fra dén far, han aldrig rigtig har kendt: Kom hjem, sønnike, og vi skal bonde. Men da Norval ankommer til farens på en klippe i skærgården-villa, er det ikke just de åbne arme, der møder ham – i hvert fald er klaskekrammerne smurt ind i sarkasme. Snart erfarer Norval, at daddy ikke er nogen humørbombe, men det er ikke det værste, der kommer til at ske for den unge designertype, mens han vimser rundt i sine kluntede "kjole"-gevandter meget langt hjemmefra storbyens fancy liv. Under gulvet i udstuen gemmer der sig nemlig en dyb kælder...

Elijah Wood ved ikke rigtig, hvor han skal gøre af sig selv i den mærkværdigt ufærdige hovedrolle, og der er ikke meget plausibelt modspil at hente fra nogen af birollerne.