Cannibal Holocaust (1980)

Da Ruggero Deodatos andet kapitel i den såkaldte "kannibaltrilogi" var klippet færdig, kunne instruktøren på ingen måde have forestillet sig, hvad der skulle ske. Snart befandt han sig i retten med en livstidsdom hængende over hovedet! Han blev ganske enkelt anklaget for at have slået mennesker ihjel under optagelserne – herunder de tre hovedrolleindehavere, og det var kun fordi, han kunne modbevise denne anklage ved at kalde skuespillerne til sig, at han ikke havnede bag tremmer.

Det siger en del om autenticiteten i værket, men endnu mere om den tid, "Cannibal Holocaust" er et produkt af. For selvom genskabelsen af kannibalisme for nogen ganske sikkert kan tage sig ægte ud, er der dog langt til ligefrem at tro, der er tale om en såkaldt snufffilm, altså ægte menneskedrab filmet live.

Found footage-gyset fortæller historien om en redningsaktion i Amazonasregnskoven, der pludselig ændrer karakter, da ekspeditionslederen finder en stribe dokumentariske optagelser: Filmholdet, der er sporløst forsvundet, er angiveligt blevet spist af sultne kannibaler! Det er denne grumme historie, gyset kredser om. Men det er vigtigt at pointere, at der kun kredses. "Cannibal Holocaust" er nemlig på mange måder en "antikannibalisme"-film, ligesom der kan tales om antikrigsfilm. Og det er sagt i dén 1970'er- og 1980'er-sammenhæng, der med italiensk afsæt spyttede ret mange nichegysere om netop mennesketyggende mennesker ud.

Hvad, der er langt værre i filmoplevelsen – og også en ting, Ruggero Deodato siden har fortrudt – er de relativt mange ægte drabssekvenser på sagesløse dyr. Helt ude af trit med vor tids dyrebeskyttende filmoptagelser, var det bare noget, man "lige gjorde", og i en kannibalistisk sammenhæng har de kvalmende slagtninger af bl.a. en sumpskildpadde og flere aber uden tvivl tjent som booster af autenticiteten: "De slår dyr ihjel live. Wauw, så er mennesketygningen nok også ægte..."

Anerkendelsesværdig er "Cannibal Holocaust" for sin kompromisløse tilgang til genrefortællingen. Det er et filmværk, der aldrig havde kunnet se dagens lys med amerikansk afsender. Hertil er Deodato ganske enkelt både for modig og for grænsesøgende. Rent filmisk er der mange overbevisende sekvenser at hente ud af jungleoptagelserne, men også af de glimtvis skræmmende opbud af lækkersultne stammefolk. Ingen tvivl om, at filmen har inspireret mange instruktører siden, også selvom de ikke selv på nogen måde har bevæget sig ind i samme genre.

Interessant, og ret kendetegnede for det utålelige gys, sørger Riz Ortolanis underlægningsmusik for kontraststemninger af en anden verden: Når ubehaget spidser til, bliver musikken nærmest supermarkedsbehagelig. I øvrigt er Ortolani lykkedes smukt i sin komposition af et ørehængende hovedtema.