Blue Collar (1978)

Instruktør og manusforfatter Paul Schrader spillefilmsdebuterede her respektindgydende med en både markant og medrivende krimi: "Blue Collar", der i dansk biografdistribution fik titlen "Knive i ryggen", er en effektfuld fortælling, der fastholder i et nuanceret jerngreb hele vejen igennem.

Hverdagens problemer

Vi er i hjertet af Detroits bilindustri i 1977. Her arbejdes der på højtryk, men nogen fed hyre får de mange arbejdsmænd ikke, så det kniber meget med at få hverdags- og familielivets økonomi til at hænge sammen.

Noget er fejet under gulvtæppet

Derfor frister det også over evne, da en af gutterne opdager et nemt tilgængeligt depot i den lokale fagforeningsafdeling. Her må der gemme sig nogle kontanter! Meget går skævt, men de tre nyslåede indbrudstyve erfarer til gengæld, at fagforeningen har fejet ting og sager ind under gulvtæppet. Måske kan det bruges som afpresning?

Båret af overraskelse og nuance

Personkarakteristikkerne er fra Schraders egen pen båret af både overraskelser og nuancer. Alt er ikke helt, som det syner på overfladen – heller ikke i mændenes privatliv, hvor der bl.a. indimellem skejes lidt lyssky ud for at give hverdagen ekstra spænding.

Balanceret Pryor

Her er Richard Pryor endelig i balance i en hovedrolle, der stadig har de velkendte komiske elementer, men som primært er en alvorlig, troværdig og karakterfuld pragtpræstation, som ikke mange instruktører lod ham gøre kunsten efter senere.

Hektisk, men omhyggelig

I det nykriminelle trekløver indgår filmens øvrige to markante typer i form af Jerry (Harvey Keitel) og Smokey (Yaphet Kotto) – begge eminent afstemt med filmens hektiske, men samtidig også omhyggelige stil og tone.

For alvor tryk på

Trekløverets prøvelser er først lige begyndt, og i filmens sidste tredjedel kommer der for alvor tryk på, da fagforeningen begynder at svare igen med et uomtvisteligt rodnet af magt, der ikke skeler til hverken retfærdighed eller lov. Ført an af Harry Bellavers skønt portrætterede boss Eddie Johnson.

Rytme og elegance

Flotte visuelle perspektiver opnås, når Detroit betragtes lidt fra periferien, ligesom der er masser af rytme og elegance i portrætterne af bilfabriksarbejdet, tydeligt allerede fra anslaget, hvor underlægningsmusikken første gang anvendes som en taktstok for den testosteronomspundne hverdag. I øvrigt er filmoplevelsen i lange, lækre, stærke stræk helt fritaget for musik.