Casper (1995)

    En efterlivsterapeut og hans teenagedatter flytter ind i et faldefærdigt kæmpehus. Det siges, at det spøger her...


    NUTTEDE FAMILIELØJER

    Nuttet, grænsende til det sakkarinsøde, amerikansk eventyrdrama for hele familien. Her møder vi det venlige drengespøgelse Casper, der bare gerne vil tages alvorligt og ikke altid blive skreget hysterisk ad.

     

    En ny mulighed?

    Måske opstår der en mulighed, da efterlivsterapeuten Dr. Harvey (Bill Pullman) og hans teenagedatter Kat (Christina Ricci) flytter ind. Harvey er hyret af en emsig, hysterisk kvinde, der gerne vil have sit nyarvede hus gjort spøgelsesfrit, så hun kan begynde at lede efter dén skat, der efter sigende gemmer sig et sted på matriklen.

     

    Sød musik opstår

    Efterhånden opstår der sød musik mellem Casper og Kat – så sød, som det nu er muligt, når der ikke indgår nogle gensidige skibsbriksfristelser. Alt falder helt efter skabelonens forudsigelser, og "Casper" appellerer således til det letpåvirkelige familiepublikum, ikke mindst fordi der er perspektiver på døden med i pakken.

     

    Delvist sødt

    Disse dødsperspektiver rummer i øvrigt glimtvis noget af det, som sorg og drømme er gjort af, og slutningen er således delvist sød. Ellers er der desværre for langt mellem den rigtigt kradsende opfindsomhed. Undtagelsen er sekvenserne til og fra det skjulte laboratorium, hvor mere klassisk mekanik kommer i spil som pause fra computereffekterne.

     

    Følelsesleflende

    Masser af følelsesleflende underlægningsmusik sætter ansigtet i de "rette" folder. Pænt skuespil fra især Bill Pullman og Christina Ricci. Mel Gibson og Clint Eastwood optræder i få sekunder... som deres egne spejlbilleder.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026