Casper (1995)

Nuttet, grænsende til det sakkarinsøde, amerikansk eventyrdrama for hele familien. Her møder vi det venlige drengespøgelse, Casper, der bare gerne vil tages alvorligt og ikke altid blive skreget hysterisk ad.

En ny mulighed?

Måske opstår der en mulighed, da efterlivsterapeuten Dr. Harvey og hans teenagedatter Kat flytter ind. Harvey er hyret af en emsig-hysterisk kvinde, der gerne vil have sit nyarvede hus gjort spøgelsesfrit, så hun kan begynde at lede efter den skat, der efter sigende gemmer sig et sted.

Sød musik opstår

Efterhånden opstår der sød musik mellem Casper og Kat – så sød, som det nu er muligt, når der ikke indgår nogle gensidigt kødelige fristelser. Alt falder helt efter skabelonens forudsigelser, og "Casper" appellerer således til det letpåvirkelige familiepublikum, ikke mindst fordi der er perspektiver på døden med i pakken.

Delvist sødt

Disse døds-perspektiver rummer i øvrigt glimtvis noget af det, som sorg og drømme er gjort af, og slutningen er således delvist sød. Ellers er der desværre for langt mellem den rigtigt kradsende opfindsomhed. Undtagelsen er sekvenserne til og fra det skjulte laboratorium, hvor mere klassisk mekanik kommer i spil.

Følelsesleflende

Masser af følelsesleflende underlægningsmusik sætter ansigtet i de "rette" folder. Pænt spil fra især Bill Pullman og Christina Ricci. Mel Gibson og Clint Eastwood optræder i få sekunder... som deres egne spejlbilleder.