The Wind and the Lion (1975)

Naturligvis faldt valget på Sean Connery, da hovedrollen til dette episke John Milius-ørkendrama skulle besættes. Sheik Raisulis på én gang (kvinde)bedrående og håndfast halshuggende type er som skabt til den skotske charmør. I 1900'erne kører han magtfuldkomment med klatten i og omkring de marokkanske ørkener, og han holder sig således heller ikke tilbage med at kidnappe den amerikanske enkefru Pedecaris og hendes to børn.

Kærlighed i ørkenluften?

Men enken er ikke dén sarte og underdanige kvinde, sheiken havde forestillet sig. Hun er handlekrafig og politisk engageret – således kan toppolitikerne med selveste Theodore Roosevelt i spidsen hjemme i staterne meget snart røre på sig i sagen. Men er der ikke lidt kærlighed at spore mellem kønnene i den hede ørkenluft?

Hamrende visuelt flot

"The Wind and the Lion" er først og fremmest hamrende visuelt flot i fotograf Billy Williams' (The Exorcist (1983), Gandhi (1982)) linser. Tidsbilledet og det lille og store drama vækkes til live i en dyrkelse af både sublim dybdeperspektivering og åbne ørken- og bjerglandskaber. Her er ingen episk øjenkrog tør, og det er ment på den gode måde.

Trives som fisk i vandet

Samtidig glider John Milius' eget manus let og ikke uden humor i de ellers både storpolitiske og krigspotente rammer. Det bliver aldrig kedeligt, og skuespillerne trives som fisk i vandet i det farvestrålende miljø. Allerbedst er Brian Keith som præsident Roosevelt, der hjemme i staterne er ved at pudse sit image af, mens han plejer familie- og politikerlivet med små og store adspredelser.

Spredt fægtning

Der går dog lidt for meget spredt fægtning i den ambitiøse fortælling. Den vil for meget, og i hvert fald mangler sammenhængskraften, når vi – bogstavelig talt – skal være både i øst og i vest... samtidig. Jerry Goldsmiths svulstige "araber"-toner har han begået langt bedre senere i karrieren. Ikke desto mindre blev hans musik (og filmens lyd) Oscar-nomineret.