Själö (2020)

Betagende, grænsende til det hypnotiserende dokumentarisme: Lotta Petronellas portræt af Østersø-skærgårdsøen Själö emmer af det lyriske og poetiske og er i flere henseender dramatiseret, så der af og til går en smule fiktion i den.

Uønskede mennesker

Hospitalet på Själö har gennem flere århundreder dannet rammet om forskellige uønskede mennesker, herunder de spedalske og såkaldt "sindssyge" kvinder – for til sidst at ende som forblæst forskningsstation med alle de gamle skæbner summende omkring i korridorerne.

Fortidens små og store synder

Det er bl.a. dette møde – nutidens institutionskulisse som fomidler af fortidens små og meget store synder – som dokumentaren sætter i svingninger. Her agerer oplæsninger af hidtil bortgemte breve fra nogle af de indsatte kvinder vidnesbyrd på indespærringens hverdag.

Markant narrativt greb

Men det primære og tilsvarende markante narrative greb er stilhedens, eller rettere den dramatiserede stilhed: Et svulstigt og ind imellem alt for vulgært lyddesign følges af moderniserede "klagesange" i underlægningsmusikken. Her havde man hellere set et fokus, hvor øens egen natur og de gamle bygningers tomhed og historie agerede lydkulisse.

Virkningsfuld "hypnose"

"Hypnosen" er dog virkningsfuld i de lange indstillinger og kamerature gennem ø og institution, suppleret af instruktørens egen messende, finlands-svenske fortællerstemme, der ikke lader nogen auteur-sten uvendt.