Bros (2022)

Kærlighed kender (næsten) ingen regnbuefarver, og komediesuccesinstruktøren Nicholas Stoller (det er ham bag “Bad Neighbours”-filmene) giver den hér så meget gas under LGBTQ+-blusset, at det reelt står til alle sider.

Drivende mainstream

Det er kækt, replikmæssigt nærmest standupkomisk veltimet (når det gælder vores hovedperson Bobby (Billy Eichner), der elsker ar høre sig selv tale), kompromisløst og svært underholdende – men også drivende mainstream-feelgood, på en måde, som man ellers ikke troede, der blev skabt film længere.

Modsætninger mødes

40-årige Bobby er rig, kendt og succesrig med en podcast om LGBTQ-miljø- og historie, og han er udpeget som chef for et helt nyt LGBTQ-museum, der er ved at slå dørene op i New York. Det med kærligheden har han det dog svært med. Men så møder han Aaron (Luke Macfarlane), en jævnaldrende fyr, der på mange måder er hans diametrale modsætning.

Kræver mange krumspring

De to fyre kredser lidt om sig selv og hinanden, indtil de – med lidt held – finder frem til, at det måske er værd at satse på kærligheden. Men det kræver mange krumspring, og det er også dem, der gør "Bros" underholdende.

Særdeles befriende humor

For med fingeren på hér og nu-pulsen tillader Stoller og medforfatter Eichner sig at tage total pis på LGBTQ-typer- og klichéer, og dét er bestemt en særdeles befriende oplevelse i en tid, hvor krænkelses- og wokekulturen normalt får det sidste ord, og ingen morskab på minoriteternes bekostning tillades.

Sødsuppeudvikling

Hen ad vejen udvikler "Bros" sig – helt som forventet – i en udtalt sødsupperetning, der nok pleaser masserne, men som også er til den alt for sakkarinsøde side — især slutningen. I det store billede sluges dog gerne lidt glansbillede, for knap to timer i selskab med det umage bøssepar er alt andet lige forrygende underholdning.