Bros (2022)

Kærlighed kender (næsten) ingen regnbuefarver, og komedie-succesinstruktøren Nicholas Stoller (det er ham bag “Bad Neighbours”-filmene) giver den hér så meget gas på LGBTQ+-paletten, at det reelt står til alle sider. Det er kækt, replikmæssigt nærmest stand-up-komisk veltimet (når det gælder vores hovedperson, Bobby, der elsker ar høre sig selv tale), kompromisløst og svært underholdende – men også drivende mainstream-feel good, på en måde, som man ellers ikke troede, der blev skabt film længere.

Modsætninger mødes

Billy Eichners 40-årige Bobby er rig, kendt og succesrig med en podcast om LGBTQ-miljø- og historie, og han er udpeget som chef for et helt nyt LGBTQ-museum, der er ved å slå dørene op i New York. Det med kærligheden har han dog svært ved. Men så møder han Aaron, en jævnaldrende fyr, der på mange måder er hans diametrale modsætning.

Kræver mange krumspring

De to fyre kredser lidt om sig selv og hinanden, indtil de – med lidt held – finder frem til, at det måske er værd at satse på kærligheden. Men det kræver mange krumspring, og det er også dem, der gør "Bros" underholdende.

Særdeles befriende humor

For med fingeren på her-og-nu-pulsen tillader Stoller og medforfatter Eichner sig at tage total pis på LGBTQ-typer- og klichéer, og dét er bestemt en særdeles befriende oplevelse i en tid, hvor krænkelseskulturen normalt får det sidste ord, og ingen morskab på minoriteternes bekostning tillades.

Sødsuppe-udvikling

Hen ad vejen udvikler "Bros" sig – helt som forventet – i en udtalt sødsuppe-retning, der nok pleaser masserne, men som også er til den alt for sakkarinsøde side — især slutningen. I det store billede sluger man dog gerne lidt glansbillede, for knap to timer i selskab med det umage bøssepar er alt andet lige forrygende underholdning.