Camp X-Ray (2014)

Kristen Stewart kan her opleves i jægergrøn militær-camouflagedragt med tilhørende kasket i rollen som den grønne og lidt usikre soldat, Cole. Hun har fået en tjans i Guantánamo Bay-fængslet på Cuba, hvor hendes vigtigste opgave er at sørge for, at de tilfangetagne musilimer ikke tager sig af dage.

Mænd, der hader kvinder

De muslimske mænd hader kvinder, men en enkelt af fangerne begynder at snakke med Cole gennem glasvinduet, når Cole går sine selvmordsrunder med biblioteksbøger mellem cellerne. Dén slags må Cole jo ikke, men hun bliver alligevel grebet af denne Alis charme. Spørgsmålet er, om hun nu for alvor har gjort i nælderne...

Fascinerende ro og omhyggelighed

Der er en fascinerende ro og omhyggelighed over Peter Sattlers iscenesættelse af eget manuskript. Her er masser af tid til beskrivelserne af at tulle rundt bag hegn og tremmer – noget, der selvsagt afspejler hverdagen i et fængsel. Fortællestilen forfalder heller ikke til wauw-krumspring. Fotograferingen er simpel, og her er meget lidt musik.

Grundigheden har en bagside

Men grundigheden har også en bagside: Filmen havde ikke behøvet at køre så meget i ring om cellerunderings-teamet, til trods for at dette selvfølgelig er den centrale tematik. Mere variation kunne sagtens have bidraget til totalbilledet (fx får vi et par sekvenser med bl.a. fritids-soldaterlir og potentiel kvindegymnastik til lidt festivitas.)

Tiltagende ulovlig flirt

Samspillet mellem Kristen Stewart og Payman Maadi (som Ali, og ja, det er ham fra Nader og Simin – en separation (2011)) fungerer udmærket, men er mærket af, at deres snakke og tiltagende ulovlige flirt kører så meget i ring, som det er tilfældet – samt at dialogen i vid udstrækning opleves som forklarende for karakterernes handlinger ("nu gør jeg sådan hér, fordi mit liv er noget høm", osv.)