Subway (1985)

Kæk, men også overkæk, tidlig Luc Besson-spillefilm, der viser den franske instruktørs forkærlighed for (og erfaring indenfor) musikvideoen. "Subway" leverer varen, hvad angår tempofyldte og farvestrålende undergrundsmærkværdigheder, men kvæler sig selv i... ja, alt for meget af det gode.

Tilflugt i undergrundsbanen

Vaneforbryderen Fred (Christopher Lambert) er i filmens hæsblæsende anslag på flugt fra en gruppe eftersættere, og det lykkes ham at slippe væk ved at køre hasarderet gennem storbyen. Herefter søger han tilflugt i metroens underliv – ved at tage den ene stige efter den anden ned i dybet.

Sære eksistenser

Også hernede er der liv, idet en gruppe sære eksistenser har fundet et (natligt) fristed fra samfundet deroppe. Og via disse skøre hoveder lykkes det måske endda Fred at samle dét rockband, han går og fabler om.

Udtalt irriterende skrevet

Rolletyperne er udtalt irriterende skrevet – og mange af situationerne, de befinder sig i ligeså. Det er absolut ikke hér, filmen henter sin energi, men i stedet i de lækkert koreograferede og filmede mørkelivssekvenser, der alt andet lige udgør det meste af handlingen.

Ekstremt anmssende

Underlægningsmusikken er ekstremt anmassende, og der skal ledes længe efter oaser, hvor det i øvrigt fint balancerede lyddesign fra den mystiske underverden får lov til at træde i karakter.