Roadgames (1981)

Først og fremmest er det glædeligt at møde en seriemorderthriller, der tør gribe sagerne lidt alternativt an: "Roadgames" serverer sit bestialske tema med både idé og farverigdom – i en facon, der i hvert fald ikke kan betegnes som 100 % forudsigelig.

Australsk udkantsgys

Men det australske udkantsgys har samtidig problemer med at finde en balance i sit udtalte genremix. At humoren er kulsort og ironisk, er vi ikke i tvivl om – der er bare ikke helt bid og vid nok i den måde, den eksekveres (og blandes) på.

Det hårde liv

Den amerikanske lastbilschauffør Pat Quid (Stacy Keach) lever det hårde liv på de australske landeveje. Hans eneste selskab er dingoen Boswell, og det er svært at nå at få søvn nok, når opgaverne står i kø.

En ubehagelig sandhed

De mange timer på landevejene bringer ham efterhånden tættere og tættere på en ubehagelig sandhed. Manden i den grønne varevogn, som han er stødt på flere gange, er muligvis dén seriemorder, der nu efterlyses over radioen.

I seriemorderens søgelys

Efter at have mødt blafferen Hitch (Jamie Lee Curtis) bliver det hele kun endnu tydeligere – og Hitch kan meget vel være seriemorderens næste offer... Hun er i hvert fald i hans søgelys.

Bringer smilene frem, men...

"Roadgames" bringer smilene frem i mødet med de ofte skævt skrevne og eksekverede replikker og ideer, men det hårrejsende udebliver næsten helt. Dog får vi lidt mere vaulta for de australske dollars henimod slutningen, hvor en ækel detalje afsløres.

Stacy Keach har filmen for sig selv

Rigelige mængder af Brian Mays Maurice Ravel-fabulerende ("Bolero") underlægningsmusik forstyrrer desværre langt mere, end den gavner. Spillet mellem Keach og Jamie Lee Curtis foregår reelt kun i små ti minutter af handlingen, så Keach har filmen for sig selv – og gør det pænt.