Tyrannosaur (2011)

Skuespilleren Paddy Considine spillefilmsdebuterer her med en længere fortolkning af egen kortfilm, "Dog Altogether" (2007). Det slipper han overvejende pænt fra, men der er bestemt mange alarmklokker, der ringer undervejs, for historien i Considines eget manus er absolut i den søgte ende.

(Selv)destruktiv og ensom

Altid gode Peter Mullan er her den brovtende, (selv)destruktive Joseph, der farer i flint ved selv den mindste bevægelse fra andre. Således får hunden – hans eneste tilbageværende ven – et los, der sender den i døden.

Bitterhed frem for alt

Nu er Joseph helt alene, og så kan han jo passende blive endnu mere vred, sammenbidt, aggressiv og – ikke mindst – bitter! Det får Olivia Colmans genbrugsforretnings-bestyrer Hannah at føle, da Joseph lægger vejen forbi. En sarkasme i hendes retning, så tårerne triller.

Negativiteten forskubber sig

Men da det kommer frem, at Hannahs mand mishandler hende på det groveste, begynder negativiteten at forskubbe sig en anelse hos Joseph. Måske er hende Hannah og hendes medfølelse og smittende positive sind slet ikke så ringe endda?

Finder lyset

"Tyrannosaur" vækker i dansk sammenhæng mindelser om Per Flys skamroste, men tilsvarende fortænkte trilogi om "danskerne". Her i britisk regi kunne Joseph være Kaj i Bænken (2000). Han er i hvert fald næsten ligeså langt nede ad rangstigen, og så er beverdingen hans trofaste hood. Tilmed finder han lyset: Ikke i kraft af barn og barnebarn som i Flys film, men her i skikkelse af den godhjertede (og tilmed kristent troende!) Hannah.

Ikke selvpromoverebde

Men lad det være sagt ganske entydigt: "Tyrannosaur" er en hel del mere følt og troværdig en sin(e) beslægtede film i Danmark. Først og fremmest er fortællestilen meget mindre selvpromoverende – bl.a. tydeligt i det heldigvis udtalte fravalg af underlægningsmusik.

Eklatante præstationer

To eklatante præstationer fra hhv. Mullan og Colman sørger for gnist og indlevelse, selvom de immervæk må æde nogle usandsynlighedens kameler undervejs.