Tony (2009)

Med en spilletid (uden sluttekster) på lige over en time er Gerard Johnsons spillefilms-udgave af 'Tony', baseret på egen kortfilm med samme titel fra 2005, kun lige en opgradering af kortfilmens 14 minutter.

Sitrende uforudsigelig spænding

Den korte varighed holder den sitrende uforudsigelige spænding i ret så effektivt stramme tøjler, så det er ikke fordi, "lange Tony" lider under at være underfortalt eller uforløst – snarere tvært imod.

Et socialt tilfælde

Tony Benson er i høj grad, hvad man vil kalde et socialt tilfælde. Han er ikke rigtig i stand til at føre en samtale med andre, han bor alene i sin snuskede London-lejlighed i et trøstesløst beton-boligkompleks, og så er han – skal det vise sig – yderst pirrelig, hvis nogen træder ham eller hans "verdenssyn" blot det mindste over tæerne.

Mord som interesse

På sit lille primitive tv ser han actionfilm på vhs med alle de store amerikanske stjerner. Måske hans største interesse, ud over altså at slå et hav af sagesløse briter ihjel og partere dem i badekarret.

Outrerede undtagelser

"Tony" er sjældent decideret grafisk i sin vold, men der er outrerede undtagelser, der gør filmen uegnet for sarte sjæle! I Peter Ferdinandos vidunderlige nørde-frastødende hovedrolleportræt henter filmen det meste af sin energi, men også i scenografien og London-billederne.

Falder aldrig helt i hak

Der er alt for meget stemningsstyring i den (forudsigelige) moderne underlægningsmusik af The The, og plotsstrukturen falder aldrig helt i det hak, der kunne have gjort dette timelange gys til en rigtig uafrystelig oplevelse.