Hatchet (2006)

Sammenhængende film:

Hatchet (2006)

Hatchet II (2010)

Hatchet III (2013)

Victor Crowley (2017)

Der er grund til at gnide sig i hænderne, hvis man vel at mærke er lidt af en genre-fetischist udi gys, gru og monstre – viklet omkring en selvironi, der tager kegler. Med mere end blot et par få hints til genreklassikere som Friday the 13th (1980) og The Texas Chain Saw Massacre (1974) er der nemlig lagt brænde på bålet til en knitrende sprød filmoplevelse.

Periodisk overtændt

Selvom "Hatchet" periodisk er alt for overtændt i sit gyserkomiske snit, er instruktør/manuskriptforfatter Adam Greens vinkel generelt vindende. "Overraskelsesmomenterne" er forventeligt forudsigelige, men det gør absolut ikke noget, så længe herlighederne er både humoristisk distancerede og tager pis på det hele.

En på opleveren

En broget gruppe amerikanske turister skal have en på opleveren i New Orleans' sump. De skal ud i nattemørket med en guide for at se, om de kan få et glimt af spøgelsesmonstret Victor Crowley, der mange år forinden brændte inde i et lille skur i sumpskoven. Crowley var i øvrigt yderst deform, før han brændte – så skulle han stadig leve, kan turisterne vente sig en grim overraskelse. Men det er jo alt sammen bare en god historie...?

Bæres på hænder og fødder

Den sprøde humor i situationer, dialog og typegalleri bærer "Hatchet" på hænder og fødder gennem de nattemørke mareridtssituationer – bl.a. introduceres vi for to unge kvinder, der i dén grad bekriger hinanden verbalt, mens de er overbeviste om, at den mand, der konstant skal filme deres bare bryster, er en stor pornokanon.

Ude på overdrevet – heldigvis

Effekterne er vidunderlige, netop fordi de er så ekstremt langt ude på overdrevet. Her tænkes på selve monstret og de afrevne(!) lemmer og omkringvredne hoveder (blandt meget andet), som han efterlader i skovbunden. Andy Garfields musik er rigeligt anvendt, men udgør som sådan ikke en kvælningsfaktor.