The Fortune (1975)

    To mænd tror, de er vældigt udspekulerede i 1920'ernes USA: De forsøger at snøre en ung kvinde om deres lillefingre, men langt fra alt går efter planen.


    SPRØD, MEN SKINGER KOMIK

    Jack Nicholson spillede to meget forskellige roller i 1975: Randle Patrick McMurphy i Milos' Formans mesterklassiker One Flew Over the Cuckoo's Nest (1975) og Oscar Sullivan i Mike Nichols' letbenede 1920'er-farce/komedie "The Fortune", der i øvrigt fik den smækkert tvivlsomme danske titel "Ta' livet a' kællingen"...

     

    Svær at elske betingelsesløst

    Det viser lidt af Nicholsons spændvidde, at han opererer i skuespilsfeltets yderpoler stort set samtidig, og han er tilmed blændende i begge film. Problemet med "The Fortune" er imidlertid, at den er svær at elske betingelsesløst. Hertil er komikken for skinger – periodisk overspillet, ude af kontrol og alt for tynget af optempo, samtidig jazz/swing-musik.

     

    Langt fra alt går efter planen

    Oscar Sullivan forsøger sammen med Nicky Wilson (Warren Beatty) at snyde sig til en formue i 1920'ernes USA. De har en plan, hvad enten det er hver for sig eller sammen, om at snøre den unge kvinde Freddie Bigard (Stockard Channing) om deres lillefingre, og de går tilmed ikke af vejen for mord, skulle det komme dertil. Men langtfra alt går efter planen.

     

    Magnifikt tidsbillede

    Tidsbilledet er slet og ret magnifikt og filmens helt centrale krumtap. Det gælder i alt fra de brede perspektiver til de små detaljer – vi kommer bl.a. med i luften i datidens tidlige passagerfly og på fire hjul i herlige biler. Der er hele tiden noget at gå på opdagelse i.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026