Gaa med mig hjem (1941)

"En Film om en Kvindes uegennyttige Omsorg for andre. Fru Helene Hanøe er en kendt, kvindelig Landsretssagfører, og det røbes hurtigt, at hun har en Leveregel, som er sjælden i vor Tid. Hun hjælper Mennesker, hvor hun kan. Gaa med mig hjem, siger hun, lad os se, hvad vi kan gøre." Således svulstigt indledes handlingsreferatet i filmens souvenirprogram.

Ingen guldbelagt fornyelseslyst

Det er ikke den store, guldbelagte fornyelseslyst, der præger "Gaa med mig hjem" – en typisk ensidig kulissefilm, optaget i krigsåret 1941. Men ganske pænt spil, en række sjove indfald og en letløbende, rolig (og musikfritaget) stil redder filmen pænt i land.

En tand for meget?

Bodil Ipsens landsretssagfører Helene Hanøe har et godt hjerte og tager gerne tidligere dømte med hjem i privaten. Det er sådan en vane, hun har fået, og der er ingen bagtanker ved denne tradition. Men da hun også får besøg af sin skumle eksmand Valdemar, bliver det måske alligevel for meget?

Langfingret fidusmager

Ipsens karma, naturlighed og gennemslagskraft skaber de mest mindeværdige scener. Og Johannes Meyers langfingrede fidusmager – landsretssagførerens omtalte, tvivlsomme eksmand – har også fine øjeblikke, når han forsøger at snyde sagesløse kvinder til at købe en bog om "kvindens farlige alder". Ellers er det mest små glimt af pudsigheder i spil og situationer, der løfter "Gaa med mig hjem" lige over middel – til trods for det åbenlyst kedsommelige i den komplet indendørsfilmede atmosfære.

Farvestrålende (bi)rollegalleri

Der hviler en ro over de finurlige begivenheder med det farvestrålende (bi)rollegalleri, bl.a. fordi her ikke er nogen underlægningsmusik bag selve handlingen. Tudlik Johansen er veloplagt som landsretssagførerens højre hånd, stud.jur. Vera Halkær – kærestepotentiale for den unge tømrerlærling, Mogens Wieths Asmus Asmussen.