The Minus Man (1999)

    En uskyldigt udseende ung mand lejer sig ind hos et ægtepar langt væk hjemmefra. Det er svært at læse, at manden er seriemorder.


    GLIMT AF SKÆVHED

    Skuespilleren Hampton Fancher instruktørdebuterede her med filmatiseringen af Lew McCrearys roman om en seriemorder med et effektivt dobbeltmord.
     

    Udpræget indie-stil

    I en udpræget indie-stil er filmen lige dele skæv personkarakteristik og uforudsigelige drejninger: ind imellem velfungerende, men ligeså ofte to skridt fra afgrunden. Den unge blonde og noget mystiske Vann ankommer en dag i sin van til en fremmed lilleputby, hvor han lejer et værelse hos et ægtepar og snart vinder deres tillid.

    Last & drift
    Men Vann er ikke bare ude efter at starte på en frisk. Han bærer også på en last - og en drift: han dræbe, og metoden er at blande en alvorligt dødelig svampespore i en lommelærke, så ofrene ligeså stille og roligt kradser af.

    En glat facade
    Vann er blevet så populær i byen, at ingen kunne drømme om at koble hans ankomst sammen med de mange mord. Spørgsmålet er, om Vann kan blive ved med at holde den glatte facade.

    Sympatisk fortællestil
    Den potentielt betændt historie behandles med en udtalt ro i en generelt sympatisk fortællestil. Men der sniger sig også en mysticisme ind, der bliver en tand for tyk, selvom spillet mellem psykopati og idyl hele tiden udgør en sprængfarlig dramatik.

    Sørgmodigt åbenhjertig
    Her er Owen Wilson i en uvant alvorlig rolle ganske overbevisende, flankeret af en uforudsigeligt selvdestruktiv Brian Cox i rollen som Vanns sørgmodigt åbenhjertige landlord. Mercedes Ruehl imponerer i en sammensat sympatisk rolle som landladyen, der ihærdigt forsøger at finde sig selv, sin mand og meningen med hele livet.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2022

    Fakta om filmen

    1999, USA, Psykologisk drama, Krimi, Mystik, 111 min.

    Dansk titel: The Minus Man
    Instr: Hampton Fancher Prod: Fida Attieh, David L. Bushell Manus: Hampton Fancher Baseret på: roman af Lew McCreary Foto: Bobby Bukowski Klip: Todd C. Ramsay Mus: Marco Beltrami