Færgekroen (1956)

Kjeld, Dirch og Ove byder på hver sin skønt afdæmpede stjernepræstation i en sødme- og hyggefyldt folkekomedie. Skåret helt efter bogen, og så alligevel ikke: "Færgekroen" er – især i første halvdel – præget af en fantastisk timing og indlevelse i stil og skuespil.

En livsstil

De to venner Erik Hansen (Dirch Passer) og Lars Tofte (Ove Sprogøe) driver en lille færgekro (og en tilsvarende lille færge). Det er ikke fordi, de har særlig travlt, men det er en livsstil, de ikke har tænkt sig at ændre det store ved. Men så kommer der nogle væmmelige bagmænd tromlende med skumle investeringsbagtanker (har vi set dén før?).

Taget ved næsen

De vil rive kroen ned og gøre klar til en større, national færgerute. Det kræver blot, at de to krovenner skriver under på et (forfalsket) dokument. Da Erik og Lars erfarer, at de er blevet taget ved næsen, beslutter de sig dog hurtigt for at få oprejsning. Og på vejen scorer de måske endda et sæt dejlige piger? Så har vi ikke sagt for meget.

Blændende første halvdel

Anden halvdel af "Færgekroen" taber lidt pusten og forfalder periodisk til håndtam standardkomik. Men inden da har vi fået en blændende første halvdel, hvor skuespillet – også i birollerne – sidder lige i skabet. Her er fx landsretssagfører Niels Ermandsen (Poul Müller), der har en affære med sin sekretær frk. Michelsen (Caja Heimann). Begge med herlig komisk tæft og timing i den forbudte flirts fristelser.

Jordbundet, sød og eftertænksom

Men allermest glæder en 100 % jordbundet, sød og eftertænksom hovedrollepræstation af Dirch Passer. Han flankeres af en tilsvarende rolig og elegant Ove Sprogøe – og Kjeld Petersen har skønne scener som den lidt mere spradebassede Jens Ravn.

(Musikalsk) tamme sangindslag

Sang- og danseindslagene fra kroen er temmelig (musikalsk) tamme og opleves mere end noget andet som fyldstof. Herlige locations giver filmen liv og et tidsbillede, der indrammer 1950'erne skønt i Werner Hedman, Ole Lytken og Christian Jensens dygtige, varierede fotografering.