Færgekroen (1956)

Kjeld, Dirch og Ove byder på hver sin skønt afdæmpede stjernepræstation i en sødme- og hyggefyldt folkekomedie. Skåret helt efter bogen, og så alligevel ikke: "Færgekroen" er – især i første halvdel – præget af en fantastisk timing og indlevelse i stil og spil.

En livsstil

De to venner Erik og Lars driver en lille færgekro (og en tilsvarende lille færge). Det er ikke fordi, de har særligt travlt, men det er en livsstil, de ikke har tænkt sig at ændre det store ved.

Væmmelige bagmænd

Men så kommer der nogle væmmelige bagmænd tromlende med skumle investeringsbagtanker (har vi set dén før?). De vil rive kroen ned og gøre klar til en større, national færgerute. Det kræver blot, at de to krovenner skriver under på et (forfalsket) dokument.

Taget ved næsen

Da Erik og Lars erfarer, at de er blevet taget ved næsen, beslutter de sig dog hurtigt for at få oprejsning. Og på vejen scorer de måske endda et sæt dejlige piger? Så har vi ikke sagt for meget.

Blændende første halvdel

Anden halvdel af "Færgekroen" taber lidt pusten og forfalder periodisk til håndtam standardkomik. Men inden da har man fået en blændende første halvdel, hvor spillet – også i birollerne – sidder lige i skabet.

Komisk tæft og timing

Her er Poul Müllers landsretssagfører Niels Ermandsen, der har en affære med sin sekretær, Caja Heimanns frk. Michelsen. Begge med herlig komisk tæft og timing i den forbudte flirts fristelser.

Jordbundet, sød og eftertænksom

Men allermest glæder man sig over en 100 % jordbundet, sød og eftertænksom hovedrollepræstation af Dirch Passer. Han flankeres af en tilsvarende rolig og elegant Ove Sprogøe – og Kjeld Petersen har skønne scener som den lidt mere spradebassede Jens Ravn.

(Musikalsk) tamme sangindslag

Sang- og danseindslagene fra kroen er temmelig (musikalsk) tamme og opleves mere end noget andet som fyldstof. Herlige locations giver filmen liv og et tidsbillede, der indrammer 50'erne skønt i Werner Hedman og Ole Lytkens dygtige, varierede fotografering.