Tro, håb og trolddom (1960)

Fire år efter Nordisk Films store satsning med "Grønlands-filmen" Qivitoq (1956) gik turen mod Færøerne. Igen var det Balling, der stod ved roret – de 18 øer i Nordatlanten skulle ikke forbigås i filmisk henseende.

Tåbeligheder på rad og række

Hvor "Qivitoq" på mange måder var et eksotisk dragende, mørkt drama i en kløgtig iscenesættelse, udgør "Tro, håb og trolddom" reelt halvanden times tåbeligheder på rad og række. Det er ikke til at fatte, at forfatteren William Heinesen har bidraget til Erik Ballings manuskript.

Slægten skal sikres!

På den lille ø "Troldø" (reelt: Koltur) bor en familie af den gamle skole. Her bestemmer Bodil Ipsens strenge bedstemor Gunhild alt – og nu er det på tide, at hendes barnebarn Enok finder sig en kvinde! Slægten skal jo sikres.

Tipper ud over fjeldet

Men det kræver flere rejser til "fastlandet", og Enok er slet ikke så stiv i det dér med kvinder. Samtidig forstyrres freden af Poul Reichhardts vækkelsesprædikant Rubanus. Han er blot et blandt talrige fyld-elementer i historien, der får "Tro, håb og trolddom" til at tippe ud over det stejle fjeld.

Ingen sammenhængskraft

Filmen ejer ingen situationsfornemmelse eller sammenhængskraft, er oftest fatalt overspillet (især Gunnar Lauring og Poul Reichhardt), og kører utrætteligt derudad på stort set alle folkekomediens mindre klædelige stereotyper. Tabt på gulvet er i hvert fald hele den store færøske mulighed – på nær en række meget smukke totalbilleder (især af Koltur).

Grå hår i hovedet

At filmholdet havde udset sig netop Koltur som optagelses-centrum skulle vise sig at give Balling og co. grå hår i hovedet. Det er bestemt ikke let at fragte filmgear og -hold til den svært tilgængelige ø.