Judgment at Nuremberg (1961)

Denne 11-dobbelt Oscar-nominerede (vandt 2), tre timer lange historiske retssalsdramatik er beundringsværdigt højintens – til trods for sin alenlange spilletid og periodiske tendenser til patos.

Nazister på anklagebænken

I 1948 afholder amerikanerne en større retssag i Nürnberg. På bænken sidder fire tyske dommere, der alle var aktive under nazismen. Til at lede slagets gang vælges Spencer Tracys erfarne Judge Dan Haywood, og han får sin sag for i mødet med både anklagede og forsvareren.

Mådeholdenhed over tre timer

Meget af dén højintensitet, som det lykkes instruktør Stanley Kramer at formidle, skyldes følte skuespillerpræstationer. Men ligeså meget den delikate indpakning og et knivskarpt eksekveret manuskript. Det kræver mådeholdenhed at brede sig ud over tre timer – det kan lyde paradoksalt, men er ikke desto mindre væsentligt.

Betændt melodrama

Dén mådeholdenhed ejer Kramer i sit syn på det historisk betændte melodrama. Her er fx ingen underlægningsmusik i de komplekse og "endeløse" sekvenser i retssalen: Situationerne ejes af skuespillerne – nogen spiller i den let teatralske afdeling (Maximillian Schell og Burt Lancaster har denne slagside), mens andre funkler (Spencer Tracys jordbundne, sympatiske dommer, men mest af alt Montgomery Clift i en mindre birolle som vidnet Rudolph Petersen!)

Søgen efter "sandheder"

Kameraet veksler elegant mellem det rolige og cirklende bevægelser i sin søgen efter "sandheder" i jurister, vidner og anklagede. Kedeligt bliver det sjældent, men vægten af dramaet er bare for tung spredt ud over tre timer. Her må det indrømmes, at man føler flere af sidehistorierne uden for retssalen unødvendigt detaljerede, selvom det selvsagt også letter ind imellem at komme handlingsmæssigt udenfor.