Rudy (1993)

Den amerikanske drøms iboende patriotisme og lykkelig love you nærmest driver ned ad alle bats henimod slutningen af dette biografiske sportsdrama. Men vi skal heldigvis helt hen til den sidste halve time, før denne tendens folder sig ud i fuld flor.

Lille af vækst – stor drømmer

Lille af vækst, men en stor drømmer: Den unge Daniel E. 'Rudy' Ruettiger (Sean Astin) sætter alt ind på at forfølge sin helt store drøm. Han vil blive footballspiller på dét collegehold, han altid har set op til.

Indædt kamp

Men det kræver en nærved umulig række af succeser: Først skal han kvalificere sig til at blive studerende på universitetet, og først herefter kan han kæmpe bravt og indædt for at vinde trænernes gunst blandt footballklepperter, der er mindst en halv meter højere end Rudy... i gennemsnit.

Givet på forhånd

Udfaldet er givet på forhånd, og hermed indeholder "Rudy" ikke ret mange overraskelser. Positivt er det, at fortællestilen i de første ca. fem kvarter er betagende rolig og fuld af engagement og indlevelse. Her spiller Oliver Woods smukke, perspektiverende og dybdefokuserede fotografering en væsentlig rolle.

Oser af livsglæde

Sean Astin præsterer overbevisende i titelrollen som den grundlæggende nonstop glade Rudy, der oser af livsglæde, men som mange gange må sande, at drømmene ikke altid går (hurtigt) i opfyldelse. I birollen som Rudys generte, men svært pigeglade studieven D-Bob har Jon Favreau herlige scener.

Trættende sportsklimaks

Lidt vel rigeligt musikunderlagt (med Jerry Goldsmiths meget / lidt for søde hovedtema) – der særligt eskalerer henimod den sidste halve times ret trættende sports/forløsnings-klimaks.