Child's Play (1988)

Der er flere ting, der i dén grad skriger til himlen i mødet med Tom Hollands dukkegyser, "Child's Play". For det første er castingen af Alex Vincent i den alt andet lige ret bærende barnerolle som Andy Barclay helt håbløs.

Billigt udseende

For det andet er indpakningen, hele stilen og produktionsdesignet, ualmindeligt billigt udseende, nærmest tegneserieagtig. Og for det tredje overspiller de voksne (eller forekommer ligelade), så det er svært at se, at de nogensinde har været inspirerede ind i filmens sært fortættede gyserunivers.

Potentielt skræmmende præmis

Men dukkegyseren kører på med sin potentielt skræmmende præmis: At en ret stor og livagtig dukke pludselig bliver levende og formidler en afdød seriemorders galskab i slagkraftigt miniatureformat. Dén historie er det selvfølgelig svært at få politiet med på, med mindre chefopdageren selv møder dukken i fuld, ondskabsfuld udfoldelse.

Ingen overraskelse

Det er nærved umuligt at blive henført, endsige overrasket, over begivenhederne i Tom Hollands vaklende iscenesættelse. Ind imellem opstår der en sekvens eller to, hvor dukke-effekterne rent faktisk sparker røv, men de kan tælles på relativt få fingre.

Stor kvælningseffekt

Herudover er der så alt rigelig kvælningseffekt i filmens lyd- og musikbillede. Som om det ikke var nok, at billederne er konstant skævvinklede, blinkende, lynende og generelt overfodrede. Efterfulgt af en lang række sequels.