High Noon (1952)

Fred Zinnemans multiprisvinder-western "High Noon" er baseret på noget så simpelt som en magasinhistorie, altså ugebladsdramatik for fuld udblæsning. Det er da heller ikke den store, komplekse historie, der bærer herlighederne. Men mindre kan muligvis også gøre det...

Bølletræf

Den meget nygifte sherif Will Kane (Gary Cooper) er netop liiige ved at lægge sherifstjernen på hylden for at drage ud på nye eventyr med sin unge, henrivende kone. Men han kan godt tro og sadle om igen: Grumme revolvermænd venter nemlig på byens station – og de venter omvendt på en endnu mere grum revolvermand.

Linet op til bang-bang

Nemlig dén bølle, som Kane for år tilbage fik sat bag tremmer, ja faktisk dømt til døden. Af uransaglige årsager står bøllen nu snart i Kanes lilleputby, og så er der linet op til bang-bang!

Støvet westernflækkeæstetik

På trods af Floyd Crosbys umanerligt lækre sort/hvide fotografering og en gennemført troværdigt støvet westernflække-æstetik fornemmes hurtigt metaltrætheden og de teatralsk gumpetunge slagsider i plottets afvikling.

Ugebladsdramatik

Der er virkelig ikke meget goddaw over ugebladsdramatikkens spændingskurve, og læg hertil en stribe stjerneskuespillere, der præsterer banalt, grænsende til det disinteresserede. De musikunderlægningshungrende kan muligvis finde lise i Dimitri Tiomkins dobbelt-Oscar-vindende toner – han vandt både for underlægningen og for original sang.