The Parallax View (1974)

    En ambitiøs journalist graver dybt i en sag, hvor en senator er blevet dræbt - og bevæger sig selv faretruende mod afgrunden.


    STILSIKKER THRILLER

    + PLUS: æstetik | foto | spil | locations | ikke meget musik
    -MINUS: lidt kringlet plot

     

    Knald-lækkert iscenesat og fotograferet thriller, der er en slags "generalprøve" på Pakulas langt mere kendte (og tematisk beslægtede) All the President's Men (1976). "The Parallax View" er bare langt mere lækker og stram i både stil og fortælling.

     

    I et net af livsfare

    Warren Beattys ambitiøse journalist Joseph Frady forfølger en mistanke om urent trav i forbindelse med mordet på en senator. Stikker der i virkeligheden langt mere under end det "blotte" mord? Snart er han fanget i et net af livsfare, som han vanskeligt kommer ud af igen.

     

    Til perfektion

    Pakula satser elegant på en visuel stil, der framer sine indstillinger til perfektion. Fotograf Gordon Willis har tydeligvis haft det gyldne snit i tankerne, og mange af scenerne er ganske enkelt gudesmukke, samtidig med at originaliteten er fremherskende. Koblet med en fænomenal inddragelse af fascinerende locations fremstår "The Parallax View" uhyggeligt velovervejet.

     

    Kompleks plotstruktur

    Beatty brænder stærkt igennem i den hårdt prøvede hovedrolle og forliger sig flot med den komplekse plotstruktur (der ind imellem kan blive lige tanden for kringlet.) I det hele taget er filmen præget af fint spil også i de mindre roller.

     

    Tankevækkende slutning

    Michael Smalls underlægningsmusik spiller - begavet valgt - ingen større rolle. Meget af tiden er vi helt fritaget for toner - helt frem til den overraskende og tankevækkende slutning.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1974, USA, Thriller, Drama, 102 min.

    Dansk titel: Sidste vidne
    Instr: Alan J. Pakula Prod: Alan J. Pakula Manus: David Giler, Lorenzo Semple Jr. Baseret på: roman af Loren Singer Foto: Gordon Willis Klip: John W. Wheeler Mus: Michael Small