Good Morning, Vietnam (1987)

Robin Williams modtog her en Golden Globe og blev desuden Oscar-nomineret for sin meget energiske hovedrollepræstation. I rollen som det virkelige livs "Vietnam-DJ", Adrian Cronauer, har Williams da også fine øjeblikke, men præstationen er simplethen for meget af det "gode".

Kan føles lang

Og med en type og figur, der fylder så meget igennem handlingen, kræver det fuldbyrdet kærlighed til Williams' komiske spillestil - ellers kan de 121 minutter godt føles som meget lange.

Spradebasse-pladevender

Adrian Cronauer er en rigtig spradebasse-pladevender. Og det ændrer sig ikke, da han i 1965 tiltræder jobbet som DJ på de amerikanske soldaters radiostation i Vietnam, altså midtvejs i Vietnamkrigen.

Ikke til at styre

Cronauer er slet ikke til at styre, og efter en vis tilvænning begynder soldaterne at elske hans stil, hans musik - og ikke mindst hans endeløse, kække, vittighedsflettende speed talks. Han udgør med andre ord et lille - og efterhånden livsnødvendigt - lysglimt i en sort og dødbringende hverdag.

Lort i begge ender

Anderledes står det selvsagt til blandt majorer, sergenter og generaler. De synes, Adrian Cronauer er en bonderøv med lort i begge ender - men når nu soldaterne har så meget glæde af ævlen og kævlen i de små højttalere, tja, så kan det være, han skal tåles...

Glimt af sødme

"Good Morning, Vietnam" rummer glimt af sødme i den Robin Williams-fikserede lunefuldhed. Men kun glimt, for sødmen kammer meget nemt over i det sødladne, sovset-patriotiske, når soldater på randen af at tage billetten lytter med til DJ'ens sprøde toner.

Masser og atter masser af musik

Fordi Adrian Cronauer jo er en pladevender, rummer filmen uendelig meget musik - meget af det selvsagt som en del af handlingen, men også i rigelige mængder ved siden af. Pæne krigsscener træder reelt i baggrunden for Williams' DJ-portræt, ligesom de fleste biroller egentlig er ret hurtigt glemt.