The Two Jakes (1990)

Sammenhængende film:

Chinatown (1974)

The Two Jakes (1990)

Absolut ikke videre vellykket efterfølger til Polanskis 1974-klassiker "Chinatown", men Jack Nicholson faldt 16 år efter mesterværket for fristelsen at genoptage privatdetektivrollen som J.J. Gittes - oven i købet i den sjældne rolle som instruktør.

Fortidens små og store synder

Har man ikke set "Chinatown", vil "The Two Jakes" i vid udstrækning føles som volapyk, idet efterfølgeren i meget høj grad bygger videre på stemninger, karakterer og scenarier - og skuer tilbage på fortidens små og store synder.

Utidig indblanding

Gittes er denne gang på sporet af mord og gustne, lyssky affærer i olieindustrien, og med næsen så dybt begravet i magten og pengene, skal Gittes være heldig, hvis han slipper afsted med sin utidige indblanding. Det griber om sig, og Gittes må sno sig ind og ud mellem åleglatte bagmænd og tiltrækkende kvinder...

Unødvendigt kringlet

Nicholsons iscenesættelse er langt fra ubehjælpsom, men den 137 minutter lange film opleves som unødvendigt kringlet, omstændelig og svær at følge helt og holdt med i. Sidstnævnte kan selvfølgelig i nogen grad skydes ind under historiens høje grad af mystik.

Jack Nicholson-effekten

Man bevarer dog opmærksomheden filmen igennem, hvilket primært skyldes Jack Nicholson-effekteten, som skuespiller altså. Med Jacks hypnotiserende fremtoning er det i hvert fald svært at føle sig helt snydt.

Hypnotiserende karma

Også Vilmos Zsigmonds fotografering ejer en hel del hypnotiserende karma: Billederne er præget af en film noir-skønhed af stor elegance. Noget, der tilfører filmoplevelsen så meget vægt, at den rent visuelt er svær at ryste af sig.

Upassende underlægningsmusik

En konstant og irriterende, upassende underlægningsmusik fjerner meget af magien i Jack Nicholsons fine fremtoning - og i hans herlige scener med især en veloplagt Harvey Keitel i rollen som den anden Jake.