Chinatown (1974)

    Hyret af en mystisk kvinde til at efterforske en simpel affære trækkes en privatdetektiv ind i et omsluttende spil af begær og bedrag.


    HUMORISTISK MYSTIK

    + PLUS: æstetik | mystik | spil | livgivende humor
    -MINUS: -

     

    Sammenhængende film:

    Chinatown (1974)

    The Two Jakes (1990)

     

    En fantastisk mystificerende fortælling af mesterinstruktøren Roman Polanski. Jack Nicholson yder en brillant præstation som privatdetektiven J.J. Gittes, hvis noget hjemmefuskede efterforskningsmetoder sættes på prøve, da han hyres af den rige kvinde Ida Sessions, hvis mand efter sigende har en affære.

    Mord og begær
    J.J. Gittes ledes hurtigt ind i et særdeles uigennemskueligt spil med mord, begær og oceaner af hemmeligheder. Alt sammen foranlediget af noget så banalt som vand! Dén mand, som kvinden vil have skygget, er nemlig vandværkets formand.
     

    Karismatisk og hemmelighedsfuld

    Efterhånden går det op for J.J. Gittes, at vandværksmandens kone slet ikke er Ida Sessions, men derimod den mere karismatiske og hemmelighedsfulde Evelyn Mulwray, fantastisk spillet af Faye Dunaway. Det er ikke let for privatdetektiven at hente hjælp til opklaringen hos kvinden, der synes at gemme på mange (uhyggelige) hemmeligheder.

    Tåget og udfordrende
    "Chinatown" er absolut en film, der fænger fra begyndelsen. Dette skyldes i høj grad en ubetalelig form for humor, som i subtilt doserede mængder ledsager det tågede og udfordrende opklaringsarbejde.

    Bramfri humor
    Humoren kommer blandt andet til udtryk i Jack Nicholsons ofte bramfri replikker, men den spores også i mindre biroller. End ikke slutningen kan helt løfte sløret i den mærkelige historie, men man føler sig alligevel dejligt afklaret - takket være et formidabelt teknisk arbejde, der helt og aldeles hører hjemme blandt elitefilm. Bemærk instruktøren i en herlig birolle som manden, der skærer i Nicholsons næse.



    Anmeldt i 1997 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    1974, USA, Mystik, Thriller, Drama, 130 min.

    Dansk titel: Chinatown
    Instr: Roman Polanski Prod: Robert Evans Manus: Robert Towne Foto: John A. Alonzo Klip: Sam O'Steen Mus: Jerry Goldsmith
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste skuespiller (Nicholson)
    • AAN - Bedste skuespilerinde (Dunaway)
    • AAN - Bedste instruktør
    • AA - Bedste originale manuskript
    • AAN - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste lyd
    • BD - Bedste ikke-europæiske film
    • GG - Bedste film
    • GG - Bedste instruktør
    • GG - Bedste skuespiller (Nicholson)
    • GG - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Dunaway)
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Huston)
    • GG-N - Bedste musik