Vampires (1998)

    En flok specialister i at dræbe vampyrer kommer på overarbejde, da de støder på en hel række "overvampyrer", der ikke skyr nogen midler.


    VAMPYRER À LA CARPENTER

    Der er ikke mange som John Carpenter, der kan spice en film op mod noget rigtigt (over)krydret, og med "Vampires" giver han da også sit helt eget ekstraordinært farvestrålende take på vampyrfilmgenren.

     

    Aparte og fascinerende

    Det er der kommet en aparte, men også fascinerende film ud af – for selvom, det hele er alt for overfortalt og i perioder uklædeligt skingert, emmer "Vampires" samtidig af en uforudsigelighed, der gør scenernes ekstremiteter mere tålelige.

     

    Dedikerede vampyrjægere

    Jack Crow (James Wood) leder en gruppe dedikerede vampyrjægere. De opsøger gustne steder, hvor vampyrerne kan tænkes at have taget ophold, og så går gutterne ellers i gang.

     

    Ud i dagslys!

    Det bedste våben: At trække blodsugerne ud i dagslyset... hér brænder de nemlig op med det samme. Men udfordringerne bliver meget større, da vampyrjægerne støder på en rede med "overvampyrer": De har nemlig endnu mere ekstreme kræfter.

     

    Konstant pumpende

    Med John Carpenters egen ensidige underlægningsmusik nærved konstant pumpende, er lydtæppet ligeså invasivt som billederne. Der bliver skruet helt op på alle tænkelige knapper, for når den egensindige instruktør går i flæsket på en genre, er der ingen gyldne mellemveje.

     

    En rød tråd i hysterien

    Ikke uden komiske undertoner driver "Vampires" sine tilskuere ad snoede veje, der kan synes endeløse. Men midt i al hysterien finder Carpenter alligevel en rød tråd, der binder begivenhederne sammen, så det bagefter godt kan konstateres, at der trods alt var en vis mening med galskaben.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1998, USA, Japan, Gyser, Action, Thriller, Vampyrfilm, 108 min.

    Dansk titel: Vampires
    Instr: John Carpenter Prod: Sandy King Manus: Don Jakoby Baseret på: roman af John Steakley Foto: Gary B. Kibbe Klip: Edward A. Warschilka Mus: John Carpenter