BlacKkKlansman (2018)

Spike Lee er altid god for en omgang sprødt farve- og figurpumpet film. Således også med "BlacKkKlansman", den multi-prisvindende racismefabel, der vender farver og roller på hovedet, så det – åbenbart – er den rene fryd.

KKK infiltreret

I 1970'ernes USA er Ron Stallworth (John David Washington) en af de første sorte politibetjente. Og da han bliver forfremmet til opdager, sætter han sig for at infiltrere Ku Klux Klan, der stadig agerer i bedste velgående. Han griber simpelthen knoglen, gør sin stemme "hvid" og smigrer sig ind på klanens ledelse.

I løvens hule

Men når Stallworth skal til at mødes med klanen, går det selvfølgelig ikke an at vise sit sorte ansigt. Derfor lynskoler han kollegaen Flip Zimmerman (Adam Driver) og sender ham ind i løvens hule (vel vidende, at der er en ekstra risiko forbundet med, at Zimmerman er jøde...) Snart har Stallworth/Zimmerman snablerne godt nede i KKK, og med lidt held kan de også få skovlen under racisterne.

Ingen overraskelse

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at Spike Lee fortæller med store og farvestrålende armbevægelser. Han er som altid meget optaget af formen, og der eksperimenteres lifligt med splitscreens, stillbilleder og smarte klip. Altså: Masser af visuel gejl, der på lydsiden får meget bombastisk følgeskab af Terence Blanchards totaltilstedeværende underlægningsmusik.

Kvalt i (over)fortælling

Reelt er "BlacKkKlansman" kvalt i (over)fortællingens brandtæppe næsten før, den er kommet rigtigt i gang – men overlever takket være en solid fremdrift i den finurligt skrevne historie og en række fine skuespillerpræstationer. Bedst er Paul Walter Hauser i birollen som den debile KKK'er "Ivanhoe".

Farcesyn

I øvrigt er KKK og dens medlemmer beskrevet med en slags farcesyn på typegalleriet. Om det fra Spike Lees side er for at distancere sig selv lidt fra den tydelige sort-mand-skaber-sorte-film-rolle lader vi stå hen i det uvisse.