Elverhøj (1939)

Hér havner den ellers yderst kompetente iscenesætter Svend Methling på lidt for dybt vand. I sit møjsommelige historiske Christian IV-drama – der dybest set er én lang "filmatisering" af Frederik Kuhlaus pompøse ouverture til "Elverhøj" – drukner al handling i pseudofantasi, og al psedofantasi i musik. Så det er ikke alt for kønt.

Overtroiske formaninger

Kong Christian IV (Nicolai Neiiendam) er på rejse fra Vordingborg mod København, da han vælger at lægge vejen forbi Stevns med sit følge. Her har kongen ikke været før, men da han ude i skoven ved Tryggevælde å møder bondekonen Karen (Karen Poulsen), bremses han af hendes overtroiske formaninger. Krydser han åen, bliver den lokale elverkonge nemlig mavesur, og dét tør selv en monark ikke prøve kræfter med.

Tryllebindende i samtiden

Man kan sætte sig ind i, at de tekniske "vidundere" i Carlo Bentsens fotografering har tryllebundet en del i samtiden: Yndige elverpiger, der danser kædedans "ind over virkeligheden", dvs. film over film for at opnå en sværmerisk, drømmende og eventyrpræget stemning.

Endeløse sang- og musiknumre

Men det er bare ikke rigtigt brugbart, for det er aldrig i nærheden af at være muligt at leve sig ind i "Elverhøj"s metaeventyrlige overblændinger, som de konstant udfolder sig i endeløse musik- og sangnumre. Faktisk er det både kejtet formidlet og en smule trættende. Methling var da heller ikke selv helt stolt af resultatet. Skuespillet er ovenud teatralsk, og de historiske figurer (med Nicolai Neiiendams Christian IV i spidsen) kommer ikke tæt på historisk troværdighed.