En Forbryder (1941)

Pænt overbevisende, tidlig dansk flirt med film noir-stilen: Instruktør Arne Weel leverer en af sine mere overbevisende fuldblodsseriøse film. Og ligesom i den vellykkede Den kloge Mand (1937) har han Carl Alstrup på rollelisten – i filmens markant mest interessante birolle.

Fristes over evne

Men det er den unge kontoransatte Erik Hansen (Pouel Kern), der er filmens omdrejningspunkt. Hansen er i gæld og arbejder hårdt for at æde den af. Det lykkes ham bare aldrig. Derfor fristes han over evne og låner penge af rentieren Peter Engstrøm (Carl Alstrup).

Mister besindelsen

Men da Engstrøm pludselig vil have alle 1500 kr. tilbage på én gang, skal Hansen have fundet en vej ud af kniben, og det kan være svært, når han i ren desperation er ved at miste besindelsen.

Hånes af konen

Hjemme hånes han af konen Marie (Beatrice Bonnesen) for sin manglende økonomiske tæft, og hun bakkes op af sin charlatan-bror Willy Bjørnfeldt (Gunnar Lauring). Snart kan Erik Hansen meget nemt være blevet en forbryder, for hvordan skal han næsten ellers kunne finde vej ud af kniben?

Emmer af fortællelyst

Karl Anderssons fine og atmosfæremættede sort/hvide fotografering emmer af fortællelyst og beriger i høj grad det betændte plot. For det er ikke en historie, der går over i netop historien som den mest originale. Baseret på et skuespil af Sven Lange har den tilmed sine alt for teatralske slagsider.

En blændende præstation

Men alle tvivlsomme takter falder for en stund til jorden, når Carl Alstrup gør sin entré. Rollen som den ubestemmeligt svensk/bornholmsk-talende rentier Peter Engstrøm besætter han med lige dele slibrig fornedrelse og indsmigrende, beregnende selvfedme – pakket kompakt bag en facade af jovial hyggeonkel. En blændende præstation. I en langt mindre birolle som rentierens husholderske Thomasine Vollmund stråler Gerda Madsen, især når hun sættes på prøve af politiet i et ækelt krydsforhør.

Aldrig for meget af det gode

"En Forbryder" bliver aldrig for meget af det noir-gode, men har tendenser i retning af overfortælling. Tilbage sidder en fornemmelse af at have bevidnet en af de hér relativt sjældne perler i den danske filmskat, uden at stjernerne dog decideret funkler.