Escape from Wildcat Canyon (1998)

Mindre gennemsyret amerikansk-vammel, end det umiddelbart skulle antages: "Escape from Wildcat Canyon" rummer nogle passabelt søde optrin og stemninger mellem barnebarn og bedstefar alene i vildmarken, men filmen er bestemt også præget af det ultraforudsigelige.

Med bedstefar i bjergene

11-årige Pete Flint (Michael Caloz) har et meget varmt forhold til sin enkemandsbedstefar (Dennis Weaver), der bor i bjergene. Derfor er han langt fra glad ved udsigten til at skulle flytte til New York med sine forældre. Farmand har fået et stort jobtilbud, og flytter de tre, betyder det færre ture med bedstefar i bjergene.

Mere dramatisk end planlagt

Pete får som plaster på såret en "sidste" tur med Grandpa i vildmarken – den bliver endda en del mere dramatisk end planlagt, da deres lille fly styrter ned midt i ingenting. Heldigvis har Pete ben i næsen, og bedstefar gode erfaringer udi overlevelse fra sin tid som soldat for længe siden.

Alt for mange klichéer

Manuskriptet er gennemsyret af alt for mange klichéer, og skuespillet får næppe ret mange til at sende rosende postkort hjem. Dennis Weaver er filmens star, men trives ikke emiment mellem stift skrevne replikker og situationer. Dog opstår der glimtvis ægthed, når han er "i ilden" langt, langt hjemmefra og må tage sig kærligt af sit barnebarn.

Nordamerikansk og arketypisk

Michael Caloz har noget af dén udstråling, som drengerollen Pete lever semihøjt på – til gengæld er begge hans forældre outreret nordamerikansk/canadisk-arketypisk. Når vi er i bjergene, er der fint flow i historien, selvom vi aldrig rigtig føler os hensat til reel dramatisk overlevelse, altså på liv og død.

Klæbrig underlægningsmusik

Nuttet (omend fuldkommen uforklaret) bliver det, da en schæferhund pludselig melder sin ankomst højt oppe i bjergene. Dén havde man ikke lige set komme... Normand Corbeils underlægningsmusik er klæbrig og alt for anvendt.