Escape from Wildcat Canyon (1998)

    En 11-årig dreng og hans bedstefar må forsøge at overleve i vildmarken efter et flystyrt.


    SØDLADENT VILDMARKSDRAMA

    Mindre gennemsyret amerikansk-vammel, end det umiddelbart skulle antages: "Escape from Wildcat Canyon" rummer nogle passabelt søde optrin og stemninger mellem barnebarn og bedstefar alene i vildmarken, men filmen er bestemt også præget af det ultraforudsigelige.

     

    Med bedstefar i bjergene

    11-årige Pete Flint (Michael Caloz) har et meget varmt forhold til sin enkemandsbedstefar (Dennis Weaver), der bor i bjergene. Derfor er han langt fra glad ved udsigten til at skulle flytte til New York med sine forældre. Farmand har fået et stort jobtilbud, og flytter de tre, betyder det færre ture med bedstefar i bjergene.

     

    Mere dramatisk end planlagt

    Pete får som plaster på såret en "sidste" tur med Grandpa i vildmarken – den bliver endda en del mere dramatisk end planlagt, da deres lille fly styrter ned midt i ingenting. Heldigvis har Pete ben i næsen, og bedstefar gode erfaringer udi overlevelse fra sin tid som soldat for længe siden.

     

    Alt for mange klichéer

    Manuskriptet er gennemsyret af alt for mange klichéer, og skuespillet får næppe ret mange til at sende rosende postkort hjem. Dennis Weaver er filmens star, men trives ikke emiment mellem stift skrevne replikker og situationer. Dog opstår der glimtvis ægthed, når han er "i ilden" langt, langt hjemmefra og må tage sig kærligt af sit barnebarn.

     

    Nordamerikansk og arketypisk

    Michael Caloz har noget af dén udstråling, som drengerollen Pete lever semihøjt på – til gengæld er begge hans forældre outreret nordamerikansk/canadisk-arketypisk. Når vi er i bjergene, er der fint flow i historien, selvom vi aldrig rigtig føler os hensat til reel dramatisk overlevelse, altså på liv og død.

     

    Klæbrig underlægningsmusik

    Nuttet (omend fuldkommen uforklaret) bliver det, da en schæferhund pludselig melder sin ankomst højt oppe i bjergene. Dén havde man ikke lige set komme... Normand Corbeils underlægningsmusik er klæbrig og alt for anvendt.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1998, Canada, Drama, Eventyr, Børn på film, Fly på film, Bjerge på film, Dyr på film, Familie, 96 min.

    Dansk titel: Escape from Wildcat Canyon
    Instr: Marc F. Voizard Prod: Micheline Garant Manus: Robert Gosnell Foto: Stephen Reizes Klip: David R. McLeod Mus: Normand Corbeil
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation