Clark (1977)

Ganske ferm spillefilms/dokumentar-dramatiseret gengivelse af bankrøveren Clark Olofssons storhedstid. Det var tv-dokumentaristen Poul Martinsen, der hér kastede sig ud i et format lidt ud over det sædvanlige, bl.a. med dén begrundelse, at Clark-historien ville være for dyr at producere med tv-midler.

En smule krudtstøv

I dag er historien om Clark (Mats Norryd) og hans bankrøvertendenser nok ikke ligefrem pis-i-kog-sættende. En smule krudtstøv og et par skumle typer virker nærmest komiske, sat op imod horderne af dokumentarer og spillefilm om seriemordere og det, der (næsten) er endnu værre.

Sund dramatisk tæft

Ikke desto mindre er Poul Martinsens tilgang til de virkelige begivenheder både æstetisk raffineret og med sund dramatisk tæft. Selvom filmen på mange måder slår sig op som en dramatiseret dokumentarfilm, må den først og fremmest betragtes som en spillefilm. Alle personer fra det virkelige liv spilles af skuespillere, og manuskriptet (koskrevet af Olofsson selv fra fængslet) lægger op til spændingskurver, snarere end perspektiveringer på et livsforløb.

Skiftende sindsstemninger

Mats Norryd er meget overbevisende i rollen som Clark og rammer de skiftende sindsstemninger hos bankrøveren med fin indlevelse. I det hele taget er de actionmættede scener med både røverier, skudvekslinger og efterfølgende blodsprøjt præget af autoritet – fotograferet af en hel stribe senere meget etablerede danske filmfotografer.

Skinger underlægning

Gunner Møller Pedersens underlægningsmusik er indimellem meget skinger – og spiller en central (og for anmassende) rolle, ikke mindst i de "nervepirrende" slowmotiongengivelser af selve røveriets anatomi.