Before the Devil Knows You're Dead (2007)

Mesterinstruktøren Sidney Lumets sidste film er fyldt til randen med funklende ideer og tre magnifikke hovedrollepræstationer. "Before the Devil Knows You're Dead" er den mystificerende og ildevarslende titel, og der er da også lagt op til lidt af et ramlende korthus i Kelly Mastersons særdeles originale manuskript.

En betændt affære

Da storebror Andy (Philip Seymour Hoffman) søsætter en plan om lette penge for lillebror Hank (Ethan Hawke), ved de begge, at det er en lidt betændt affære. Der er nemlig tale om at røve forældrenes smykkeforretning ved højlys dag. Men Hank tør ikke selv at begå udåden og sætter en bekendt til det. Alt ender galt, og det bliver umuligt for brødrene at sno sig udenom – især da deres gamle far Charles (Albert Finney) får færten af sandheden.

Raffinerede virkemidler

Filmen fortælles i kreativt tænkte tilbageblik i flere lag. Således får vi flere af historierne fortalt flere gange med udgangspunkt i de enkelte skæbner: Hank, Andy, den gamle far. Og med Sidney Lumets erfarne dirigentstok fungerer springene upåklageligt, ikke mindst fordi dette "trick" ikke bliver voldbrugt, men blot er et blandt flere raffinerede virkemidler.

Overrumplende udstråling

Den helt store overrumplende udstråling kommer fra de tre familiemedlemmer (Philip Seymour Hoffman, Ethan Hawke og Albert Finney). Ført an af den nærmest umenneskeligt storspillende Hoffman som storebroren med stofmisbrug, sløvsind og slet moral. Sådan, som han evner at personificere den grundlæggende usle mand, risler det tilskueren koldt ned ad ryggen.

Autenticitet og nerve

Det var ikke mindst i de små nuancer, Hoffman gav sine rollefigurer autenticitet og nerve. Scenen, hvor han kommer hjem efter "en hård dag på kontoret" og går gennem lejlighedens flotte stuer, knapper skjorten op og straks skænker sig en drink hører i al sin enkelhed til blandt filmens stærkeste.

Tordnende autoritet

Ethan Hawkes portræt af den noget mere sølle lillebror vokser særligt i mødet med Hoffmans enorme udstråling. Og Albert Finneys sørgende farfigur er leveret med en tordnende autoritet og tiltagende hævntørst.

Lunefuld fortællestil

I filmens begyndelse bekymrer den markante udpensling af Carter Burwells originalmusik. Men – gudskelov: Den aftager, og mange scener er overladt til de intense og sitrende energier, der bor i selve dramaet – ikke mindst i nævnte scene med Hoffman i lejligheden. Helt frem til sidste scene fascinerer Lumets lunefulde fortællestil, og slutningen er noget helt for sig.