True Detective [1] (2014)

    Et umage betjentpar kæmper mod hinanden og en seriemorder og må tage den samme sag op mange år efter, at de troede, de havde afsluttet den.


    DET UVISSE MØRKE

    Mørkt og nuanceret fortælles over ti timelange episoder denne fascinerende første sæson af "True Detective". Stemningen skal slås an, og fortællestilen skal finde sit leje, men efterhånden begynder formen at gå op i en højere enhed.

    Det uvisse mørke
    To kriminalbetjente danner makkerpar i en seriemordersag, der på ingen måde minder om dagligdagens udfordringer. De to trækkes længere og længere ind i et uvist mørke, samtidig med at de kæmper en brav kamp for overhovedet at holde hinanden ud.

    Ikke nogen hyldest
    "True Detective" er ikke ligefrem en hyldest til hverken politi-gerningen eller den location, handlingen udspiller sig i - de kystnære områder i Louisiana, USA, efter at orkanen Kathrina har hærget. Og det er denne sammenstilling af ufine metoder, kantede personligheder og visnede vidder, der former en første sæson fuld af smerte og hemmeligheder.

    En umenneskelig opgave
    De store følelser - eller mangel på samme - kommer forbilledligt til udtryk i Matthew McConaugheys og Woody Harrelsons sam- og modspil som de to betjente på en umenneskelig opgave, i kamp mod tid og meget mere i jagten på en ekstrem massemorder.

    En egen stemning
    Serien opbygger flot sin helt egen stemning, der i de stærkeste scener nærmer sig det uafrystelige. Her glæder man sig også over den diminutive brug af filmmusik. Desværre bliver det længe ventede klimaks lidt et antiklimaks, fordi fortællerne netop hér ikke kender besøgelsestiden, og dramaet kammer over i det uklædelige.

    Knivskarpt sløret
    Det ændrer ikke ved, at "True Detective" står knivskarpt i sine slørede kriser, hvor det mellemmenneskelige kaos er ultimativt; på flere fronter.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021

    Fakta om filmen

    2014, USA, Krimi, Drama, Mystik, Seriemordere, 550 min.

    Dansk titel: True Detective [1. sæson] (tvs)
    Instr: Cary Joji Fukunaga Prod: Carol Cuddy Manus: Nic Pizzolatto Foto: Adam Arkapaw Klip: Alex Hall m.fl. Mus: T Bone Burnett
    Priser
    • GG-N - Bedste tv-skuespiller (Harrelson)
    • GG-N - Bedste tv-skuespiller (McConaughey)
    • GG-N - Bedste tv-serie
    • GG-N - Bedste tv-skuespillerinde (Monaghan)