The 15:17 to Paris (2018)

Temmelig uortodokst konstrueret Clint Eastwood-thriller/drama, der gennem flashbacks og leg med tid og sted forsøger at opbygge en karakteridentifikation – med begrænset succes. Mest interessant ved hele filmens setup er utvivlsomt, at det er det virkelige livs antiterrorhelte, der spiller de tre bærende roller i "The 15:17 to Paris" – et tema, Eastwood også varierer i Richard Jewell (2019).

Tre dudes på tur

De tre dudes Spencer (Spencer Stone), Alek (Alek Skarlatos) og Anthony (Anthony Sadler) er barndomsvenner – og det meste af filmens første tredjedel beskrives deres omtumlede grundskoletilværelse, hvor en kristen opdragelse ikke harmonerer så godt med drengenes rebelske legelyst. Men også disse dudes bliver voksne – bliver grebet af militæret (i hvert fald de to af dem) – og møder tilværelsens op- og nedture.

Frygtløse gutter

Nu skal de så på europatur, og der flyves og køres med tog på kryds og tværs af nationer. Og som der gennem hele filmen bygges op til, kommer der til at ske noget meget spændende hen imod slutningen – her må gutterne nemlig frygtløst på banen, da en terrorist har i sinde at plaffe sig vej gennem alle togets kabiner... og passagerer.

Våd militærdrengedrøm

Et langt stykke hen ad vejen besidder "The 15:17 to Paris" en pæn portion troværdig og klassisk identificérbar grundstemning. Der er pang og god historie i børnevinklen, rimelig saft i den våde militærdrengedrøm, som ikke går i opfyldelse uden problematiske sidespring, og kontant spændingsafregning i terrorklimakset.

Pensler i for mange retninger

Men hele filmen igennem føler man sig alligevel ikke gennemført underholdt, for Eastwood pensler i for mange retninger, hvad, der kan opleves som et kreativt, fortællemæssigt valg, men som mere fungerer som forstyrrende, springende og lidt irriterende derouter.

Vammel miskmask

At de tre helte spiller sig selv fungerer overraskende godt (på nær en række utroværdigt og stift affyrede replikker), og underlægningsmusikken er behageligt nedtonet. Slutningen derimod er et stilstudie i patriotisk, vammel, amerikansk forherligende miskmask. Det er næsten ikke til at bære, og forplumrer stort set hele filmoplevelsen, havde det ikke været for det gedigne og rolige filmhåndværk.