Premiere i helvede (1964)

En relativt sjælden dansk krimifilm, der tilmed leger med metafortællestrukturer og teknisk kreative dramatiseringer: "Premiere i helvede" vil andet og mere end den gennemsnitlige folkekomedie – og lykkes ganske fint med det.

Mord eller ulykke?

Preben Lerdorff Rye er den kendte skuespiller Philip Michaelsen, som vi i filmens begyndelse erfarer har trukket sig tilbage på en lille ø i det danske farvand. Tvunget af omstændighederne. For Philip har aldig kunnet vriste sig fri af den folkelige mistanke: Har han myrdet sin kone?

Tragisk historie

Vi får nu i et langt tilbageblik fortalt den tragiske historie. Den er krydret med begær, svigt, utroskab og tungsind. Philip har forsømt sin kone til fordel for yngre kvindelige modeller (i en for 1960'erne meget vovet scene ser vi ham tilmed gå oralt om bord i brysterne på sin elskerinde!)

Utroskab og ære

Da Philip finder sin kone død på stuegulvet, er han klar over, at politiet og folket vil mistænke ham – og det bliver ikke bedre af, at han spiller teaterhovedrollen i "Trold kan tæmmes", der kredser om samme utroskabs- og æreskodeks.

Erotisk emmende

Erotisk emmende, i hvert fald tematisk, og umiddelbart moralsk forkasteligt i et Danmark en dekades tid før billedpornografiens frigivelse. "Premiere i helvede" står i dag ualmindeligt uskyldig, men alligevel vellykket i sine stemningsgengivelser af begær, skyld og afmagt.

Visuel inspiration

Ole Lytkens stemningstunge sort/hvide fotografering er i høj grad båret af visuel inspiration fra film noir, og som sådan ganske vellykket. Og "ud af det blå" er skuespillerne pludselig i farver, når de står på teaterscenen!

Ondskabsfuld bøsse

Preben Lerdorff Rye har fine øjeblikke som den skyldtyngede Philip. I de mange mindre roller opstår indimellem gnist, men alligevel ingen strålende muligheder at udnytte. Arne Seldorf spiller den frigjorte bøsse "Fru" Rasmussen, der siger tingene ligeud, hvortil Karl Steggers teaterskuespiller udbryder: "I bøsser er noget af det mest ondskabsfulde!"

Trompetsignatur

Sven Gyldmarks underlægningsmusik er pænt inspireret, men samtidig alt for anvendt. Det gennemgående trompettema kan noget og bliver filmens signatur.