Kongen bød (1938)

Svend Methlings stort opslåede historiske bolledej blev til i anledning af 150-året for stavnsbåndets ophævelse. I en heroiserende, nationalistisk og udpræget gumpetung stil tog filmen anmelderne med storm. Til trods for at teknikken i tonefilmens barndom endnu var noget primitiv, havde man dog opfundet panoreringen! Men denne lille luksus har man ikke taget sig mange gange i det historisk opstyltede helteepos "Kongen bød".

Går det teatralskes vej
Filmen består regulært af hundredvis stationære indstillinger, tungt klippet sammen til en art helhed, der rent teknisk fremstår uhyre primitiv, også set med samtidens filmbrille. Det gør i hvert fald ikke noget godt for filmens i forvejen stift fastlåste stil, der går det teatralskes vej.

Landbrugets nye muligheder
Gennem historien om den unge bonde Jacob og hans kamp for at få sin egen gård, skildres den danske bondes usle kår før stavnsbåndets løsning, og de historiske begivenheder, der gik forud for Christian VII's forordning af 1788, der banede vej for landbrugets nye udviklingsmuligheder.

Imponerede samtiden
Man kan godt sætte sig ind i, at filmens store målestok og historisk-nationalistiske epik gjorde stort indtryk på anmeldere og tilskuere. Det var man trods alt endnu ikke ganske forvænt med i dansk film. I dag fremstår "Kongen bød" dog fra første scene som en fuldkommen støbt cementblok. 

Højtravende

Lidt ligesom Frihedsstøtten, hvis grundsten i 1792 blev lagt til netop at markere stavnsbåndets ophævelse. Skuespillet er højtravende snarere end historisk fintfølende, og aldrig har så mange rullet så meget på r’erne i en dansk film. Torben Krogh og Emil Reesens musik favoriserer den nationale stemning fra ende til anden.

Få stemningsfulde øjeblikke
Nogle få stemningsfulde øjeblikke opstår i Valdemar Christensens fotografering. Mest mindeværdig er den allersidste scene, hvor en fri bonde spreder sæd på sin mark på en smuk baggrund.  Men Methlings film er stillestående, i bogstavelig forstand. Læg mærke til hvor mange gange, kameraet er i bevægelse. Eller rettere, hvor få gange. For det kan faktisk tælles på en hånd.