The Thing (1982)

Sammenhængende film:

The Thing (1982)

The Thing (2011)

John Carpenters "The Thing" er i sandhed John Carpenter'sk. Ualmindeligt mange tykke lag sminke og knasende sprøde, blodige effekter indhyller filmen i lige dele gys, mystik og truende forfrysninger. For livet i Antarktis er ikke let – særligt ikke, når mørke, morderiske kræfter vækkes til live og i dén grad er lystne til at bide hårdt i menneskekød.

Aner ikke uråd

En gruppe amerikanske forskere, alle mænd, er udstationeret på det antarktiske kontinent, da en norsk helikopter pludselig drøner hen over forskningsstationen og skyder vildt efter en tilsyneladende fredsommelig slædehund. Amerikanerne aner ikke uråd og tager hunden til sig, mens nordmændene dør i en eksplossion.

Dødbringende mutation

Det, forskerne ikke kan regne ud, er, at slædehunden bærer på en mere end almindeligt dødbringende mutationsvirus – og snart er forskningsstationen omdannet til et veritabelt helvede, hvor den ene sagesløse forsker efter den anden bliver ædt op af ondskab. Og så langt væk hjemmefra er der så absolut ingen, der kan høre skrigene.

Kuldegysende kulisse

"The Thing" kan noget med sin kuldegysende kulisse, og i de mest vellykkede scener spiller isolationen og dens særegne klaustrofobi en betragtelig rolle. Det ses, hvorfor Carpenters film i dag er blevet kult, selvom vi hér er meget langt fra anderledes geniale langt hjemmefra-gys som fx Ridley Scotts Alien (1979).

Rutinepræget

Kurt Russell gør en fin, langskægget figur, ombejlet af let til jævnt rutineprægede birolleskuespillere. Det bliver i hvert fald ikke i filmens dialog og mellemmenneskelige intriger, at "The Thing" tager stikkene hjem. Snarere er det i de med spredt fægtning dryssede stemninsscener, hvor monster og natur går op i en højere ekstrem virkning.

Virkningsfulde klange

Ennio Morricones underlægningsmusik hører til blandt hans absolut mest særegne. Mange i samtiden forstod ikke de elektronisk minimalistiske klange, men tonerne er faktisk en betydelig del af filmens samlede identitet – og særligt virkningsfulde, fordi de kun optræder ganske få gange i filmens handling.