Colors (1988)

Dennis Hopper vendte efter seks års stofmisbrug og alkoholisme i 1988 tilbage som instruktør med gadebandefilmen "Colors". Det er desværre en temmelig banal og upersonlig film, der blander bandevold med politivold og gentager dette tema ti-femten gange.
 

Snart på pension...

Bob Hodges (Robert Duvall) er den snart pensionsduelige (har vi ikke set dén før?) politibetjent, der kører rundt i Los Angeles' mest snuskede og hærgede kvarterer og forsøger at holde bandekriminaliteten nede. En dag belemres han med den unge karlsmart-betjent Danny McGavin (Sean Penn), der ikke har helt de samme rolige ideer og holdninger.

Umage par
Danny er hård, brutal og ondskabsfuld over for bandemedlemmerne, hvor Bob altid har forsøgt at finde en stilfærdig løsning på problemerne. Men de er et makkerpar nu, og det er ikke fordi, handlingen ødelægges af det efterhånden obligatoriske politimakkerparskænderi, dertil er Bob et for godt og tålmodigt menneske, og Danny for naiv.

Gensidig accept
Så de to begynder at "klikke" sammen og acceptere hinanden i en sådan grad, at de kan lave hjulspin sammen i biler og kropsvisitere nogle sorte og eventuelt sætte dem i fængsel bagefter.

Bandefarver
Men "Colors" er mere end Bob og Danny. Filmen beskæftiger sig også mere intimt med banderne og deres evige hungren efter kriminalitet. Hver bande har sin "farve", heraf filmens titel. Og på et eller andet tidspunkt støder de alle ind i hovedpersonerne, det aktive politimakkerpar.

Kompetent vs. overspil
Robert Duvall er glimrende i Dennis Hoppers kompetente og dygtige instruktion, mens Sean Penn har en tendens til at overspille, især i de stærke følelser. Maria Conchita Alonso spiller acceptabelt filmens kvindelige midtpunkt Louisa Gomez.

Teknisk raffinement
Hvor "Colors" i historien savner mere variation og farve, beriges filmen rent teknisk med en indfølt karakteristik af volden og jagten på kriminaliteten i form af hurtige klip, fræk musik, udfordrende perspektiver og en varieret fotografering af Haskell Wexler.