House of Cards (1993)

    Efter sin fars død går en lille pige fuldstændigt i hårdknude, og – meget imod morens vilje – engageres en ihærdig børnepsykiater.


    SURSØDT RØRENDE

    Potentielt rørende film om en mor, der for en stund må se sin datter på vanviddets rand, efter at farmand er død. Moren sætter sig på det kraftigste imod, at en børnepsykiater tager sig kærligt og kyndigt af datteren.

    Ind bag facaden
    Teenagesønnen udgør den moralske opbakning, mens moren på eget lidt naive initiativ forsøger at filosofere sig frem til datterens mystiske adfærd og komme ind bag facaden.
     

    Tilstanden forværres

    Psykiateren, som morens veninde kalder for "psykiater-stegen", kan kun se hovedrystende til, mens datterens tilstand forværres. Til sidst må moren dog give efter, og psykiateren får lov at prøve kræfter med den mystiske pige.

    Lovende start
    "House of Cards" begynder yderst lovende, og indeholder scener, der vil huskes længe. Især scenen med mor og datter strandet på et hustag er mindeværdig.

    Amerikaniseret drejning
    Men efterhånden, som psykiateren skrives ind i historien og moren på usædvanligt overbeskyttende manér begynder at kæmpe imod al fornuft, tager filmen en noget amerikaniseret drejning, hvor forudsigeligheden og det sødsure næsten helt tager styringen.

    Godt spil blandt de unge
    Men også kun næsten, for "House of Cards" vedbliver at være interessant. Skuespillet er pænt uden at være blomstrende smukt – bedst er Shiloh Strong som sønnen Michael – men også Asha Menina overbeviser som pigen Sally. De to voksne sukrer sig i lidt for rutinepræget grad igennem rollerne.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1993, USA, Drama, Børn på film, Teenagere, Psykologisk drama, Coming of Age, 102 min.

    Dansk titel: Sally og korthuset
    Instr: Michael Lessac Prod: Dale Pollock, Lianne Halfon, Wolfgang Glattes Manus: Michael Lessac Foto: Victor Hammer Klip: Walter Murch Mus: James Horner