En sømand gaar i land (1954)

Lau Lauritzen instruerer og spiller selv hovedrollesømanden Frederik Larsen i dette lidt bedre end forventet-komediedrama om en nybagt alenefar og hans sømandskammerat. "Ikke et øje var tørt og ikke en lattermuskel var urørt, da en sømand gik i land," skrev en anmelder i 1954.

Filmen giver et fint billede af datidens kønsroller, set primært fra mandens perspektiv, og Lauritzen leverer en af sine bedre skuespillerpræstationer. Da hans rollefigur Frederik Larsen går i land efter lang tid på søen, erfarer han snart, at han har fået endnu en krøltop, og at moren i mellemtiden er død af tuberkulose! Da sønnike passes i decideret slum af en temmelig fraværende ældre kone, vælger Frederik at tage sønnen under armen og med sig på dét sømandshjem, hvor han bor til leje. Han deler værelse med den djærve Vladimir Olsen (Poul Reichhardt), der nok ved, hvordan man tager sig kærligt af sådan en lille babyfyr.

Da "parret" forsøger sig hos Mødrehjælpen, bliver de mødt af modstand og opfordret til at bortadoptere drengen – det er jo til barnets bedste! Men de kan tro nej, Frederik og Vladimir skal nok klare skærene, og måske venter en (24 år yngre) reservemor også lige om hjørnet?
 

Filmen er afgjort bedst i den første times tid. Her er der god balance med vægt på alenefarproblematikken. Det er også nogenlunde fint at gøre bekendtskab med Vladimir Olsen, selvom Reichhardt overspiller rollefiguren besynderligt meget, med nærmest komisk lalleglæde. Desværre går der snart decideret farce i den, og filmen slutter uklædeligt overgearet og helt ude af trit med den ellers behagelige mådeholdenhed i Lauritzens skuespil og iscenesættelse.

På birollesiden fornøjer man sig særligt over Ib Schønberg som den høreapparatsudrustede tjener Bach, der også lyder navnet Beethoven. Jørn Jeppesen har en relativt sjælden sympatisk rolle som pastoren, der (forståeligt nok) vrænger ved udsigten til, at barnet skal døbes Bob. Sven Gyldmarks musik gør ikke meget væsen af sig, og heldigvis er filmen fritaget for sangindslag – på nær de i filmens handling udmærkede baggårdsmusiknumre, hvor Vladimir folder sig ud for at tjene en skilling.