Marcella [1] (2016)

Potentielt elegant, men komplet overstyret londonkrimiserie, hvis første sæson sætter kriminalbetjenten Marcella Backland (Anna Friel) i et kaotisk fokus. Hun er på en mordsag, hvor eksmandens elskerinde er blevet myrdet. Marcella er i alvorlig tvivl, om hun selv kan have slået elskerinden ihjel... Hun har nemlig problemer med hukommelsen!
 

Efter et par pænt lovende indledende episoder står det hurtigt klart, at "Marcella" ikke formår at leverer varen på hverken troværdig eller spiselig vis. Der er ganske enkelt skruet alt for meget op på alle knapper, uden hensynstagen til den sagesløse tilskuer. Ikke alene bliver historien både uskarp og usandsynlig. Fortællestilen følger også trop i en uskøn og skinger blanding af overstyret lyd og svulstig kameraføring. Hermed går broderparten af autenticiteten tabt, og skuespillet præges også i negativ retning. Intensiteten opstår pletvis, men i helheden som en flad booster af et manuskript, der ikke tør give sig helt hen til den betændte historie. I stedet er fokus fra instruktørerne på dét flakkende faktum, at Marcella er forvirret. Det kunne have været en skarp og markant drivkraft, hvis man havde begivet sig ind i materialet på en helt anden måde.

Anna Friel udfylder titelrollen med en nogenlunde afrundet pondus. Lige dele djærv politikvinde og småtudende nysepareret hustru med alvorlig rod i hukommelsen. Balancen i rollen er dog ufin – som nævnt smitter fortællestilen af på skuespillet, og nærværet fordufter. En lang række birollepersonager byder sig til. Politikollegerne er mildt sagt røvsyge stereotyper, hvorimod der er lidt mere gods i skurkerollerne. Blandt andre i tilfældet Ian Puleston-Davies, der folder sig fint ud som den utilregnelige kvindebedårer Peter Cullen. Marcellas fremtidige eksmand spilles, som et af seriens svageste led, af Nicholas Pinnock. Her går det helt galt i en fastlåst og uinspireret mimik og et tilsvarende stift kropssprog.