Goldfinger (1964)

Den tredje Bond-film underholder pragtfuldt fra start til slut og har noget af den gejst og fremdrift, der efterlystes i den foregående film. Fra begyndelsen fornemmes det, at "Goldfinger" har mere at byde på: Bedre action, bedre timing, mere modspil til Bond – og en mere slående humor.

Skumle bagtanker
I "Goldfinger" er James Bond (Sean Connery) oppe imod den meget rige og magtfulde bagmand Auric Goldfinger (Gert Fröbe), der har særdeles skumle tanker om at erobre verden ved brug af altudslettende metoder. Alle andre end ham selv kommer i anden række, og kun en person med Bonds snuhed har en chance for at gøre det af med ham.

Med smag for guld
Auric Goldfinger har smag for guld, men det imponerer ikke Bond. Det er stadig kvinderne, der har førsteprioritet. Lige på nær verdensfreden tilsidesætter Bond gerne alt mod en tur på skibsbriksen med en af mange bedårende (og tilbedende) kvinder. Naturligvis skal han altid vare sig... Man ved aldrig, om kvinderne har rent mel i posen.

Trådene redes ud
Sean Connery udstråler sædvanlig charme, og både replikkerne og jakkesættet klæder ham godt. Det stive tøj er ingen hindring, når Bond reder trådene ud i alvorlige situationer. Den ene livsfarlige aktion efter den anden klares nemt, ofte ved hjælp af avancerede tekniske (hjælpe)midler. Herlig underholdning, ganske simpelthen.