Celebrity (1998)

Selvom "Celebrity" på bedste (eller værste) Woody Allen-vis rummer mere dialog end tre eller fire tilfældigt valgte spillefilm tilsammen, er den alligevel værd at lægge krop og øre til: For "Celebrity" har noget helt rigtigt over sig i sin slibrige og nærgående karakteristik af nærved vammelt berømte amerikanere.

Forfatter med begrænset succes
I halvkedelige sort/hvide billeder præsenterer Woody Allen os for den ene berømthed efter den anden: Omdrejningspunktet er den 40-årige forfatter Lee Simon (Kenneth Branagh), der har haft meget begrænset succes med sine første romaner og nu prøver at smigre sig ind med et alternativt filmmanuskript hos nogle hotte skuespillere. Da han har mere end svært ved at holde sig fra alle de (kunstigt) velformede kvinder, vælger han at lade sig skille fra sin stift kekatolske kone Robin (Judy Davis).

Kærlighedsforviklinger
Hun er dog ualmindeligt heldig, for der går ikke mange øjeblikke, før den noble forretningsmand Tony Gardella (Joe Mantegna) falder for hende og gør hende til en helt anden kvinde. Snart opsøger Robin således en prostitueret for at få indblik i, hvordan man gnaver gren, hvilket luderen – i filmens indiskutabelt morsomste scene – demonstrerer på en banan.

Kvindebedårer
Lee er ihærdig, og han forsøger sig hos den unge kvindebedårer Brandon Darrow (Leonardo DiCaprio), men han har mere travlt med at lægge kvinder ned end at underskrive filmkontrakter. Således sættes vi ind i talrige berømtes skæbner i "Celebrity", og det gode er, at det næsten ikke er trættende.

Hæsblæsende tempo
Selvom tempoet, ikke mindst i dialogen, er hæsblæsende, er det hele nemt og spændende at følge med. En klart forfriskende faktor er det også, at en brite som Branagh spiller så bærende en rolle – det giver en lettere "afamerikaniserende" effekt. De fleste skuespillere er veloplagte.