Eraserhead (1977)

I denne, David Lynchs biograffilmsdebut fra 1977, fornemmes med det samme mystikken, det uforklarlige, det absurde. 

Dialogløs intro

"Eraserhead" åbner med ti minutters dialogløs introduktion, hvor vi følger hovedpersonen Henry Spencer (Jack Nance), der spankulerer rundt i skumle omgivelser. Først herefter indledes den yderst sparsomme dialog – hver gang i replikker, der får lov at stå stærkt alene.

En uventet besked
Henry besøger kæresten Mary X (Charlotte Stewart) og hendes meget mærkelige forældre, og her får han at vide, at han skal være far og hellere må gifte sig med Mary i en fart.

Absurd misfoster

Barnet viser sig at være et absurd misfoster, og da Mary ikke kan klare vrælene om natten, løber hun hjem til sine forældre og overlader barnet til Henry. Nu hænger Henry på den skræmmende opgave, og han må ind imellem søge trøst hos sin syngende fantasiveninde i radiatoren, selvom det også dér er svært af finde trøst...

Helstøbt trøstesløs
"Eraserhead" er ganske helstøbt trøstesløs. Grå, kolde, mørke, klamme, deprimerende omgivelser i et blændende blegt sterilt lys. Konsekvent pakket i en historisk larmende lydside med bulder, brag og brummen.

Velovervejede virkemidler

Disse meget velovervejede virkemidler er fuldt ud overbevisende som kulisse for den både skræmmende og "komiske" historie, der ofte får det til at vende sig i en, samtidig med at der halvkvalt forsøges grinet.

Mystiske roller
En effektiv gyserkomedie med roller så mystiske, at det er helt abnormt. Enkelte scener viser skuespil af meget høj kaliber, mens den ækle, bitterkomiske handling udspiller sig for fuld musik.

Beundringsværdig situationsfornemmelse

Scenen hjemme hos Marys forældre er en af de bedste med både godt skuespil og en beundringsværdig situationsfornemmelse. Specialeffekterne er ganske imponerende for en film fra 1977.