A View to a Kill (1985)

    Den britiske specialagent James Bond kommer både til Sibirien, Paris og San Francisco i en hektisk kamp mod en psykopatisk forretningsmand.


    SKARP BOND-ACTION

    Roger Moores sidste optræden som James Bond er en af de mere krævende: Filmen er hektisk, dramatisk og yderst actionmættet - der er ikke mange øjeblikkes ro. Flirteriet og kvindegymnastikken må stort set vige, til fordel for high class action.

    Veltimet og veloplagt
    John Glens iscenesættelse er veltimet og veloplagt, og de heftige actionsekvenser vidner om et meget højt teknisk niveau. Roger Moore og hans lille kreds af velynderinder spiller nede på jorden med den kendetegnende humor, der som så ofte før afvæbner de utroværdige Bond-plots.

    Psykopatisk forretningsmand
    James Bond er oppe imod en psykopatisk forretningsmand: Christopher Walkens Max Zorin har millioner nok, men han har store planer om at skaffe sig endnu flere - på bekostning af en hel del menneskeliv. Det giver Bond ekstraarbejde og bringer ham både til Sibirien, Paris og San Francisco, hvor også de største actionsekvenser udspiller sig.

    Biljagt i en kvart Renault
    Biljagten i en kvart Renault er et højdepunkt af krampelatter, mens flere scener fra Eiffeltårnet appelerer til højdeskrækken. Titelsangen (sunget af Duran Duran) varieres yndefuldt undervejs af den legendariske filmkomponist John Barry. Det er en skuffelse, at Qs normalt så dejlige opfindelser er sparet helt væk i denne film.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    1985, Storbritannien, Action, Thriller, James Bond, Biler på film, 127 min.

    Dansk titel: I skudlinjen
    Instr: John Glen Prod: Albert R. Broccoli, Michael G. Wilson Manus: Richard Maibaum, Michael G. Wilson Baseret på: historie af Ian Fleming Foto: Alan Hume Klip: Peter Davies Mus: John Barry
    Priser
    • GG-N - Bedste originale sang ("A View to a Kill")