Strandvaskeren (1978)

Endnu en Leif Panduro-krimiserie, der lagde de danske (og svenske) gader øder i 1978: Gennem seks nærved timelange episoder fortælles en tiltagende betændt historie om mord, skyld, begær og bedrag, som oplevet af vores krøllede hovedperson, Bengt Lind (Jess Ingerslev). Lind blandes ind i mordet på en ung kvinde. Hun kommer op med nogle fiskeres garn og bliver kendt som Strandvaskeren. Bengt gør sig snart upopulær på Retsmedicinsk Institut, og han har også knas på hjemmefronten. Da Bengts elskerinde pludselig taler med hans kone, er der snart ikke nogen steder, retsmedicineren føler, han har helle.

Det begynder lovende med en meget veldrejet spændingssekvens, hvor selve mordet finder sted. Her har instruktør Henning Ørnbak godt greb om begivenheder og stemninger og leverer varen. Desværre er den indledende spænding også seriens eneste reelt vellykkede. De efterfølgende episoder, sekvenser og scener er nemlig mest interesseret i at gå i kødet på Bengt Linds privatliv, som det genfortælles uden ret meget indlevelse eller gnist.

Den egentlige mordgåde og de mange mistanker samt ind- og udviklinger ligger på lur, men får kun sjældent lov at bide ind til benet. Trods flere fine stemninger og et plot med potentiale fremstår miniserien i helheden således underernæret og mærkværdigt ujævnt spillet. Den lange række af etablerede skuespillere til trods, er der langt imellem de bare nogenlunde ihærdige præstationer – med undtagelse af den klare hovedrolleindehaver Jess Ingerslev.
 

Hverken indlevelse eller identifikation synes derfor mulig, og den ellers potentielt velvalgt rolige stil bliver desværre mere kedelig end virkningsfuld. Der er ganske enkelt for få enkeltelementer, der stikker ud og kradser i lakken, og helhedsindtrykket bliver mudret.

En af de største underholdningsværdier består i at betragte de mange senhalvfjerdserrekvisitter (herunder tøj og biler!), der er taget helt autentisk ud af den ærlige sammenhæng, de er fotograferet i. Således er der ikke meget studiestemning over produktionen. Hans-Erik Philips underlægningsmusik står stærkest, når handlingen er mest mørk og spændende, og mindre klangfuld i det jazzede trompethovedtema. Serien er dansk/svensk koproduceret med overvejende svenske filmarbejdere og mange svenske skuespillere på rollelisten.