Humørkortstativsælgerens søn (2002)
En yderst genert mand fatter interesse for en dyrlæge. Men han trækkes med en kæreste, der kun tænker på at blive gravid.
FOLKEKOMEDIEN GENOPLIVET
"Hvad gør du, hvis din kæreste er skruk, du bliver verdensberømt i Danmark for at oversætte tyske sexbøger, din bedste vens øgle har en hjernesvulst og den store kærlighed pludseligt står lige foran dig – i gummistøvler på dyrlægeklinikken?" Sådan sælges "Humørkortstativsælgerens søn" i den første linje af pressemeddelelsen, lige under det med fede typer fremhævede "Premiere landet over d. 28. juni i 80 kopier".
Klassisk dansk komediekrukkeri
Instruktør Peter Bay er på banen igen med rigtigt klassisk dansk komediekrukkeri. Det var Bay, der med en vis humor portrætterede danske hippier i Fede tider (1996). Den nye komedie med den lalleglade lange titel bevæger sig meget langt ud på overdrevet, fulgt af lettere kejtet overspil, hvinende primitive dialogudvekslinger – og generel sprællemandsmentalitet.
Genert og forelsket
Thomas Bo Larsen spiller den generte og forelskede Rasmus, der står i et større dilemma, da han gerne vil i kontakt med den søde dyrlæge Emilie (Anette Støvelbæk), men holdes i kort snor af den strikse kæreste Bolette (Hella Joof). Samtidig plages Rasmus af en særdeles kæk og selvfed chef (Philip Zandén) på et lille forlag med økonomiske problemer. Næste projekt bliver en bearbejdelse af en tysk sexguide... Den ene kommer i vejen for den anden, og problemerne vokser målrettet mod en forventelig happy ending.
Ikke kønt
Det er ikke kønt, når dygtige skuespillere er forsøgt skrevet ind i tyndt skrevne (bi)roller (Jesper Klein, Birthe Neumann og Niels Olsen er alle på herrens mark). Anette Støvelbæk fægter forgæves, mens Thomas Bo Larsen får det bedste ud af sin fine lille rolle. Helle Joof overspiller, så det runger, men det er lige før, det bliver så overdrevet, at det er morsomt.
Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2002, Danmark, Komedie, Biler på film, Dyr på film, 90 min.
Dansk titel: Humørkortstativsælgerens søn- Thomas Bo Larsen (Rasmus)
- Hella Joof (Bolette)
- Anette Støvelbæk (Emilie)
- Niels Olsen (Jack Høst)
- Jesper Klein (Per)
- Birthe Neumann (Elin)
- Philip Zandén (Staffan)
- Petrine Agger (Læge)
- John Hahn-Petersen (Bjarne)
- Claus Bigum (Truckfører)
- Janek Lesniak (Chefdyrlæge)
- Sara-Marie Maltha (Dyrlægesekretær)
- Peter Lambert (Portør)
- Christian Braad Thomsen (Krybdyrsekspert)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Joof)