Munich (2005)

Én ting er altid sikret, når Steven Spielberg leverer en ny film: Den vil være et overflødighedshorn på snart sagt alle leder og kanter, og "Munich" er bestemt ingen undtagelse.

Mindre kan gøre det!
Det, Steven Spielberg ikke helt har forstået, er, at en film ikke nødvendigvis bliver bedre, mere overbevisende eller vægtigere af at vare knap tre timer og være filmet nærmest konsekvent med både kran og steadicam. Mindre kan gøre det.

Ubegrænsede udfoldelsesmuligheder

Men det lader til, at Spielbergs fuldkommen ubegrænsede udfoldelsesmuligheder i Hollywood stiger den lille mand til hovedet. Når nu alligevel budgettet er på et par milliarder eller fire, kan han ligeså godt give den hele armen...
 

Hårdt trænede lejemordere

"Munich" læner sig op ad virkelighedens begivenheder fra 1972, hvor en række israelske atleter blev taget som gidsler – og i sidste ende myrdet af palæstinensiske terrorister under OL i München.

I al hemmelighed...

Efterfølgende sammensætter den israelske regering i al hemmelighed en lille gruppe hårdt trænede lejemordere, der systematisk skal opstøve og henrette de ansvarlige for terroraktionen.

På jagt over hele kloden
Således følger vi lejemorderne på jagt over hele kloden: Hvordan, de skaffer sig navnene og støver gerningsmændene/ofrene frem. De kommer vidt omkring, og lokaliteterne præsenteres alle i fuld gallauniform af den Spielberg.
 

Æstetisk fuldkommenhed

Der er god grund til at nyde filmens æstetiske fuldkommenhed. Det er overbevisende, hvad penge kan gøre! Flot ser det ud, og øjnene løber næsten i vand af al den billedlige kræsen.

Effektivt sammenstrikket

Hertil kommer en effektivt sammenstrikket fortællestil, der fejer benene væk under publikum: Der er bestemt ikke sparet på spændingen, og i store dele af filmen er opfattelsen af tid og sted så godt som til at skylle ud med badevandet.

Skuespil på det jævne
Skuespillet er dog kun lige nøjagtigt på det jævne: Aktørerne agerer reelt blot statister i Spielbergs tekniske overflødighedshorn og forbliver filmen igennem sekundære kilder til filmens substans.
 

Spielbergs brist

Spielbergs "brist" i opfattelsen af, hvornår noget er følelsesmæssigt stærkt, og hvornår noget bliver ufrivilligt komisk kommer til udtryk med fuld styrke i især to scener. 

Filmhistoriens mest svulstige orgasme

Nemlig da hovedpersonen Avner (Eric Bana) taler i telefon med sin lille datter, der udbryder et "dada", og faren bryder sammen i tårer. Og da selvsamme Avner bogstaveligt talt gennempuler (jo, den er god nok: Sex på den hårde måde er nået helt ud til Spielberg) sin kone til tonerne af John Williams' oversukrede musik, mens hans frustrationer svedes ud i filmhistoriens (måske) mest svulstige orgasme!

Overdrama i overgear
"Munich" er således et overdrama i overgear – overlangt og overgjort, men også overdrevet underholdende. Havde filmen varet en time mindre, havde det muligvis været lige tilpas.